Atlanten - 01.01.1915, Page 153

— 154 —
Arbejde og Anstrengelser, og da løser Søvnen op for en dyb
og drømmeløs Udslettelse af Bevidstheden.
Vi var komne ned i en Dal, som vi kaldte Zig-Zagdalen,
fordi den eneste Rute, vi kunde følge, desværre for os gik i
Zig-Zag — en .meget vildtfattig Egn, hvor Ekspeditionen til-
bragte sin haardeste Tid fra den 10. Maj til den 1. Juni, for
at tilbagelægge en 150 Kilometer under Forhold, hvor vi —
stadig jagende, med ringe Udbytte, opbydende vore Kræfter til
det yderste — sled os ned til Havisen i Danmarksfjorden ved
Sjællandssletten. I denne Tid reducerede vi vore fire Spand til
tre, af Hensyn til Hundefoderet.
Fra denne Periode, hvor vi kæmpede saavel for vort eget
som for Hundenes Liv, skal jeg gengive en Beretning fra min
Dagbog om vor første Moskusoksejagt i Zig-Zagdalen:
Kan noget være mere trist paa Rejser end at vaagne op til
Storm, naar man ved sig omgivet af mange sultne Hunde og
skal op i Fjældene for at jage og finde Føden til dem? En stiv
Østen havde rejst sig i Nattens Løb og stod nu ned Ira Bræen
og ud gennem Dalen med en saadan Voldsomhed, at Smaasten
hvirvlede om Ørerne paa os. En vældig Sandflugt drev graa
Byger hen over Elvlejet, vi skulde følge, og Kastene kom med
en saadan Voldsomhed, at man havde svært ved at staa oprejst.
Men vi havde intet Valg. Ud maatte vi for ikke at faa vore
Spand alt for stærkt reducerede; og Gaarsdagens eneste Jagt-
bytte, Haren, havde jo Hundene snappet fra os, saa det nu
ogsaa skreg ynkeligt i vore egne elendige Tarme.
En tre—fire Timer stred vi os ned gennem Elvlejet med
lukkede Øjne, saa godt vi kunde, gennem Sandflugten, der
gjorde smertelig ondt, hver Gang den strejfede vor solskoldede
Hud. Saa gjorde vi Holdt ved en Drejning i Elven, der nu
svingede mod Nord, samtidig med at vi fik Udsigt over en
Sænkning, som gik i Øst. Da Hundene nu ikke længere var
til at drive frem, bandt vi dem i en lille lun Slugt og gik til
Fods indover for at prøve Lykken. Næppe havde vi forladt
den sandede Elvbred og var naaet op paa de højere liggende
Skraaninger, før Vejret bedagedes og den kære Sol begyndte at
hæve sig; Fygningen ophørte ganske, Himlen klarede op, og
Omslaget gav vore Forhaabninger ny Næring. Saa delte vi os
i to Hold, og medens »Stjernen« og jeg gik stik i Øst, valgte
Inukitsoq en bred Skraaning, der gik i sydøstlig Retning.