Atlanten - 01.01.1915, Page 157

— 158 —
Vi stod nu midt i det arktiske Foraar med Varme i Sindet
og fulde af Tillid til vor Skæbne; for her var virkelig Land og
Mad, saafremt Forholdene skulde tvinge os til at overvintre.
Paa disse vildtrige Kyster gjorde vi nogle af Ekspeditionens
interessanteste Opdagelser, idet vi flere Steder paa Pearyland,
i Omegnen af Brønlunds Fjord, fandt nogle gamle eskimoiske
Teltringe; og den Mængde Sæl- og Moskusokseknogler, der laa
spredte omkring ved Ildstederne, tydede paa, at man ikke havde
manglet noget til Livets Underhold.
Men den 17. Juni rendte vi Panden mod en Fjældvæg, der
var Independence-Fjordens Bund, og denne Opdagelse tvang os
til fuldstændig at omlægge vore Planer. Peary-Kanalen eksi-
sterede altsaa ikke: Grønland var landfast med Pearyland!
Kap Schmelck.
Naturligvis følte vi som Rejsende først og fremmest Glæde
over vor store Opdagelse, at Peary-Kanalen ikke eksisterede;
det havde flere Dage længere ude fra Independence-Fjord set
saaledes ud, men vi havde dog ikke turdet sætte vor Lid til
det, før vi var naaet helt til Bunds i Fjorden og stødte paa
spærrende Fjæld og Bræ. Men samtidig med denne Glæde var
vi dog klare over, at den Sæk, vi var løbne ind i, vilde berede
os endog meget store Vanskeligheder.
Vi maatte jo i Forbindelse med Hovedbræen for at kunne
komme tilbage til vor Station inden Vinteren; men paa Grund
af den fremrykkede Aarstid var Vejen til Danmarksfjorden nu
spærret. Vi havde ikke andet at gøre end at arbejde os op
over et 800 Meter højt Fjæld, ned gennem Sænkninger med
Kløfter og store stride Elve, en fire—fem Mils Vej over lutter
store, skarpe Stenrauser uden Spor af Sne. Over dette Fjæld,
som vi kaldte Kap Schmelck, lykkedes det os at komme ned
paa den Bræarm, som vi kaldte Nyboe’s Bræ, og ad hvilken vi
kunde køre op igen paa den store Højjøkel, naar vi var færdige
med vore Undersøgelser i det nye Land.
Under vore Ekskursioner her for at finde Vejen frem viste
Uvdloriaq sig som den Stifinder, han altid har været, ved bag
en vild og forreven Fjældkant at finde et lille Næs, der skød
sig ud paa Bræen, akkurat bredt nok til, at en Slæde kunde
staa der. Det viste sig senere, at dette var det eneste Sted,
hvorfra der var Adgang til Hovedbræen, og Fundet friede os
altsaa for en Oversomring i Pearyland.