Atlanten - 01.01.1915, Síða 161

162 —
view med ham i hans eget Organ »Løgrjetta« (den 20. Marts),
hvori han erklærede, at han under sit 6 Dages Ophold i Køben-
havn havde haft talrige Konferencer saavel med Kongen som
med forskellige af de danske Ministre, som dog alle havde været
af den Beskaffenhed, at det ikke vilde være tilbørligt at offent-
liggøre dem. Af Kongens Udtalelser mente han sig dog beret-
tiget til at anføre, at Hans Majestæt havde udtalt, at han for-
forventede, at det ikke vilde blive ilde optaget af nogen, at han,
saaledes som Sagerne stod, havde kaldt ham (Hafstein) til Kon-
ference, eftersom han saa længe havde beklædt Stillingen som
Islands Minister. Forøvrigt var det Hr. Hafsteins Overbevisning,
at dersom de tre Herrer af Altingsflertallet, som nu var bleven
kaldte til Konference, ikke viste en fuldstændig Mangel paa
Forhandlingssmidighed, saa vilde det være let at opnaa For-
fatningsforslagets Stadfæstelse paa et saadant Grundlag, som alle
maatte være tilfredse med, og saa vilde Flaget naturligvis være
opnaaet med det samme.
»De tre Herrer af Altingsflertallet«, som Hr. Hafstein her
sigtede til, var Professor juris ved Islands Universitet Einar
Arnorsson, Professor medicinæ Gudmundur Hannesson og Over-
retssagfører Sveinn Bjørnsson. Allerede to Dage efter Hr. Haf-
steins Afrejse fra København modtog de nemlig (den 9. Marts)
et Telegram fra Kongens Kabinetssekretær, hvori de anmodedes
om, om muligt med første Skibslejlighed, at komme til Køben-
havn for som Kongens Gæster at forhandle med Hans Majestæt
om Landets politiske Forhold.
Da man allerede i Forvejen i Selvstændighedspressen havde
søgt at vække Misstemning imod Planen om at nedkalde en-
kelte islandske Politikere til Forhandling, som man, for at gøre
den endnu mere odiøs, havde betegnet som en »moderne Uden-
landsstævning«. (jfr. »Atlanten« S. 56—57), rejste der sig i Reykja-
vik (ifølge »Isafold« 18/s) en Del Stemmer for, at Indbydelsen
ikke burde modtages, medens dog andre gjorde gældende, at et
Afslag vilde være en fornærmelig Uhøflighed imod Kongen. Af
dem, der nærmest var stemte for at afslaa Indbydelsen, blev
det (ifølge »ThjoSviljinn« 15/s) særlig fremhævet som saare uhel-
digt, at Indbydelsen først skulde fremkomme efter at Mindre-
tallets Fører havde haft en Række af Konferencer med Kongen,
og at det, med Forbigaaelse af Flertallets officielle Førere, Selv-
stændighedspartiets Formand og Altingets Præsidenter, øjensynlig