Atlanten - 01.01.1915, Síða 218

— 219 —
ningen svækkes derved, at Mari ikke synes at optræde videre hyp-
pigt i Oplandet omkring Sletten paa Sugar Estate, medens den i
hakkerne umiddelbart Vest for Byen findes ganske overvejende.
Forhenværende Skoledirektør Quin udvikler i sin Bog: The
Building of an Island (NewYork 1907) den ogsaa af andre
fremsatte Anskuelse, at Hovedmassen af Øen er afsat lagvis paa
Havbunden og senere forandret ved Indvirkning af Tryk og
Varme og ved en eller anden Jordskorpebevægelse løftet i Vejret.
Øens Overflade er tillige bleven foldet efter bestemte Linjer. Man
finder næsten overalt en udpræget Lagdeling, og Lagene er stil-
lede mere eller mindre stejlt.
»Hærdet Ler« er en Betegnelse, som i Følge Quin bruges om
Blue Beach Formationen. Man kan dog efter den antagne Dan-
nelsesmaade ikke vente nogen absolut Ensartethed i Lagene, og
det kan heller ikke ventes, at de ved Forvitring altid skulde give
de samme Substanser. Henfaldsprodukterne minder ofte om
Ler eller er Ler.
At der foruden Blue Beach Formationen ogsaa findes »Erup-
tiver«, der i smeltet Tilstand er brudte frem igennem de først af-
satte »Sedimentlag« (Bøggild), skal kun nævnes. De optræder
formentlig ikke i større Masser paa det Terræn, som vi her be-
skæftiger os med.
Holder vi os nu til de nys skildrede Lag i Bakkerne ved
Sugar Estate — Sletten skal senere blive omtalt — synes det
uberettiget at vente, at de i større Stil skulde
kunne virke som vandførende Lag. Som det vil
kunne ses ved en Betragtning af alle de mange Stenbrud, der
findes rundt omkring, antager nemlig Lagene, forsaavidt de ikke
bryder som haard Klippe igennem Muldlaget, en meget fast Ka-
rakter, saa snart man kommer lidt i Dybden, og det synes, at disse
faste Lag er altfor tætte til at kunne, være vandførende, undtagen
forsaavidt som der maatte være større aabne Revner i eller mel-
lem Lagene, men saadanne vides ikke at være afdækkede noget-
steds, synes altsaa ikke at være almindelige. Revner har der i og
for sig været nok af; men man finder dem nu altid fyldte, de dy-
bere med Kvarts, de mere overfladiske gennemgaaende med Kalk
eller Ler, saaledes som det f. Eks. vil kunne ses i det nye Sten-
brud ved Elektricitetsværket.
I det øverste løsere Muldlag stiller Forholdene sig derimod
anderledes. I de stærke Regnskyl mættes det med Vand, der gen-
nemtrænger det og ogsaa naar ind i den af Trærødder etc. gen-
nemkløvede Del af de faste Lag, men standses af den haarde
uberørte Klippe, der som sagt i Bakkerne aldrig synes at ligge
videre dybt under Overfladen, naar man bortser fra de her sjæld-
nere forekommende Lag af Mari.
Prøver vi da at forestille os, hvad der foregaar i Bakkerne
efter stærke Regnskyl og i Perioderne mellem disse, kan man
antage, at det meste af det Regnvand, som trænger ind i Jorden