Atlanten - 01.01.1915, Page 248

— 249 —
blev til lov. På grund af enkelte udtryk deri og et par oversæt-
telser i den islandske tekst, som ansås for mindre rigtige, lykkedes
det på Island at rejse en sådan opposition derimod, at ved altings-
valgene i efteråret 1908 fik denne opposition flertal, og Udkastet
forkastedes af det følgende Alting.
Atter her var det efter min mening intet andet end juristerier
og teorier, der voldte ulykken.
Man vendte sig så atter (1911) til forfatningsloven
og vedtog et ændringsforslag i denne, i hvilken ordene »i stats-
rådet« blev udeladte. Kongen nægtede det sin underskrift.
Der forsøgtes nu et samarbejde mellem de to tidligere hinan-
den så stejlt modsatte partier, Hjemmestyrepartiet (Hafsteinspar-
tiet) og Selvstændighedspartiet — eller rettere sagt mænd af disse
partier — om et fællesarbejde på at komme ud af uføret og få en
afslutning.
1913 blev så forfatningsforslaget atter fremlagt, idet ordene
»i statsrådet« denne gang erstattedes med »dér, hvor kongen be-
stemmer«. Man vedtog dette, idet man dog var vel vidende om,
at kongen vilde bestemme, at den islandske minister skulde møde
i statsrådet. Bestemmelsen herom skulde kontrasigneres af den
islandske minister, hvilket atter skulde vise, at der her udeluk-
kende var tale om et islandsk sær anliggende.
I et statsråd d. 13. okt. 1913 udtalte kongen, at han vilde be-
stemme statsrådet som det sted, hvor den islandske minister havde
at forelægge ham love og andre statsanliggender, men knyttede
dertil en bestemmelse om, at der heri ingen ændring kunde tinde
sted, medmindre en lov om det statsretslige forhold mellem
Danmark og Island skulde stadfæstes, der i forvejen var ved-
tagen af Rigsdagen og Altinget, en lov, »ved hvilken der
træffes en ny ordning«. Det på Island herskende parti (selvstæn-
dighedspartiet), der nu havde fået sin egen minister (S. Eggerz),
så i denne betingelse en fare for Islands selvbestemmelsesret over
dets særanliggender, og vedtog på det følgende Alting (1914), sam-
tidig med at forfatningsloven blev vedtagen for 2. gang, en r e-
serverende resolution, der bevirkede en konflikt, og
ministeren viste sig ikke egnet til at udjævne denne. Jeg skal ikke
skildre denne konflikt nærmere — det endte med, at ministeren
gik af uden at have erhværvet kongens underskrift under forfat-
ningsloven, — og samme skæbne delte flagforslaget, et af Altinget
vedtaget forslag om et særflag for Island.