Atlanten - 01.01.1915, Page 315

316 —
en tabuskik, hvorpå vi har mange
eksempler fra Østgrønland1). Han
var en rask gammel mand, grå-
håret og noget svækket nu, far
til seks djærve sønner, ejer af
en konebåd og af et velsignet
humør og, hvad der for mig var
hovedsagen, af et godt hode, der
rummede kendskab til Østgrøn-
lands dialekter. Hos ham gik
jeg alter i skole; årle og silde
sad jeg hos ham i teltet eller
han hos mig, og vi gennemgik
de østgrønlandske tromme- og
tryllesange. Han kendte de fleste
af sangene, de gamle digteriske
udtryk og dialektord og de gamle
skikke, men havde siden han
blev dobt ikke tænkt meget på
alt det, og nu levede han sin ungdom om ved at gennemgå
mine papirer med mig. Min kone udnævnte ham til professor
— min professor — og han var virkelig professor, en gammel
vismand, der sad inde med mange ejendommelige erfaringer og
lærdomme. Vore hjærter mødtes i bestræbelsen for at tolke de
gamle østgrønlandske sange, som kun han nu erindrer og som
vil dø med ham. Det lykkedes mig at få et fotografi af ham;
se på hans halvlukkede øjne, et tegn på den højeste visdom,
og det ironiske smil, der kruser hans læber, måske ironi over
den unge qalhlunaaq, der endnu ikke forstår, hvad han selv
siger. Kuannia er begejstret over at se i mine tekstopskrifter,
hvor han indser, at hans eget sprog står på den ene side af
papiret, og mit eget, nemlig den danske oversættelse, ligeoverfor
på den anden side, og han kan ikke blive træt af efter hver
forklaring, han ser mig skrive ned, at sætte sin pegefinger først
på den ene side og så på den anden og at indprente mig: når
qalhlunaqerne nu får det der (oversættelsen) at se, så vil de
straks forstå det der (den grønlandske tekst).
Il
Kuannia, indvandret østgrønlænder
(ca. 60 år).
*) G. Holm, Ethnologisk Skizze af Angmagsalikerne i Meddelelser om Grøn-
land X (1888) S. 111—113 (jfr. 210 flg.).