Atlanten - 01.01.1915, Síða 324

- 325 —
dog en vidundernøgle med til denne fortid i form af min fono-
graf med de tidligere optagelser fra Ammassalik i Østgrønland.
Når jeg en stille aften satte dens toner og stemmer igang, f. eks.
stillede den op i kirkeloftets gavlvindu og lod Akerniliks heden-
ske trommesang, Attiartertoqs kajaksange, Kakajiks tiwasoq og
Qiwingataqs små børnesange lyde ud over den lille åndeløst
lyttende forsamling, var jeg viss på min sejr. Disse gamle vejr-
bidte, furede og rynkede ansigter med langt, tjavset hår, der
vendte op imod mig, lyttende med lukkede øjne og bævende
læber, talte iforvejen tydeligt om den begejstring, der et øjeblik
efter, når sangen var ude, skulde bryde frem i en jubelfyldt
mumlen eller et skrig af henrykkelse. Det var jo som at op-
leve sin egen ungdom igen at høre disse gamle toner, som igen-
nem lange, triste år havde været undertrykte og begravne. Hvad
der her steg frem i lykkelig genkendelse var selve ungdoms-
lykken eller de lyslevende stemmer fra det tabte østgrønlandske
Paradis. I sådanne øjeblikke følte jeg det, som om jeg stod i
en nation, der i fortvivlelse har opgivet sig selv, men som med
ett stedes overfor håbet om en ny forløsning, en genfødelse.
Nu havde jeg fået åbnet indgangen til den hedenske fortid og
til disse menneskehjærter. Bekendelse og tak strømmede mig
imøde, når vi lidt efter, mens solen gik ned, samledes på klip-
pen nedenfor den lille kirke med alle tilhørerne, d. v. s. bo-
pladsens 100 eller 200 store menneskeskare, der grupperede sig
om de rygende kaffebål i begejstret stemning. Selv den gamle
værkbrudne mand vilde ikke lade sig bære bort. De kom over
til os i teltet på senaftensbesøg med gaver; i de tranlampe-op-
lyste hytter på skrænterne talte man ikke om andet end disse
sange og melodier og drømte bagefter om dem på briksen. Må-
ske sov kateketen uroligt i den anledning, men der var lykke
i landsbyens frommere bjærter.
Men i efteråret til den samme sommer, i det Herrens år
1914, mødte mig følgende oplevelse i Sydgrønlands hovedstad
Godthåb, næppe 50 mil nord for den grønlandske middelalder-
kulturs sidste arnested omkring Kap Farvel. Her ligger Grøn-
lands højeste læreanstalt, seminariet, hvor de vordende kateketer
og skolelærere uddannes, og hvor den moderne grønlænderkul-
tur væsentlig præges. I det nybyggede seminariums store for-
samlings- og gymnastiksal overværede jeg den kommende vinter-
sæsons første grønlandske konsert. Det var en søndag aften
27