Atlanten - 01.01.1915, Side 325

— 326 —
kl. 71/«, publikum bestod af henved 100 af den lille bys ind-
fødte samt de evropæiske embedsmænds familier. Et trykt pro-
gram, grønlandsk naturligvis, var omdelt og lå på pladserne:
det lovede en trio, orkesterspil, sang af et mandskor osv. Alt
dette udførtes af grønlændere, uddannede af indfødte lærere, der
selv har lært i København. Orkestret bestod af 10 violiner og
violonceller med klaver, og de musikalske eskimoer spillede
kompositioner af Mozart, Kuhlau og Schubert. Mandskoret be-
stod af 14—15 hvidklædte kateketer, der med ledsagelse af orgel
udførte pilgrimskoret af Wagners Tannhåuser, oversat på eski-
moisk af sanglæreren, komponisten, digteren Jonathan Petersen.
To sange af samme komponist til tekster af moderne grønland-
ske digtere blev ligeledes stilfuldt sungne, og som slutnings-
nummer et effektfuldt stykke kinesisk musik.
Åndslivet i vore dages Grønland er vel ikke overvældende
frodigt, men frembyder på sin vis et broget skue. Ikke således,
at det endnu træder stærkt frem i pressen. Det gamle Atua-
gagdliutit har aldrig udmærket sig som organ for grønlænder-
nes interesser eller intimere folkelige rørelser; til trods for sine
ubestridelige fortjenester har dets redaktion altfor meget følt sig
som velvillig frembærer af den danske overmagts meddelelser
og ønsker, og det fik vist ikke den betydning, Rink i sin tid
havde håbet det skulde få. I de senere år er der ved siden af
dette blevet spredt et lille månedsblad fra seminariets trykkeri
(Nalunaerutit), der særlig henvender sig til menighederne og
melder om den — tilsyneladende ret stærke — religiøse bevæ-
gelse, der har gennemløbet sindene mod nord og syd. Endelig
så jeg ifjor efterår derovre den første årgang af et nylig påbe-
gyndt tidsskrift, der trykkes i Nordgrønland, ved navn Avang-
nåmioK (»nordlændingen«). Det er illustreret (ligesom Atua-
gagdliutit) og så ganske lovende ud. Man må ønske det held
og fremgang! — Af de prosaiske bidrag, der er fremkomne i
literaturen, bør ialtfald nævnes den ifjor udkomne selvbiografiske
novelle SingnagtugaK (»drømmen«) af grønlænder præsten Ma-
thias Storch, et lille kunstværk, der forhåbentlig som en første
svale vil indlede en frodigere sommer. Ellers er det mest i
digtekunsten, at grønlændernes »literære« virksomhed spores; og
kun det mindste heraf er endnu trykt. Overalt laves der små-
vers, lejlighedsdigte, smædesange, børneviser, lyriske digte osv.,
ofte til melodier, hvis evropæiske oprindelse er tydelig, men som