Atlanten - 01.01.1915, Page 329

— 330 —
En vidtberømt fjord er Oonartoq,
fra min tidligste barndom hørte jeg om den,
om indlands-eneboerne, der vanker om derinde
og kan flyve uden hindring ret op igennem luften . .
(var det mon bare en mager laks der sprang,
et radmagert skræmsel, der slog så det sang?)
Og mere fortaltes: om grufulde uhyrer,
hæslige bjærgtrolde, folk havde set,
en kæmpe, en Tuneq, af forbausende højde,
en Isseraq, med øjne, der »blinker påtværs« —
eja, hvor der er mange ting, vi ikke forstår,
som flyder op og driver om på må og få i verden!
Omsider, som gammel, grebes jeg af trang
til at rejse ind i Oonartoqfjorden engang —
hvor er mon disse »væsner med rygrad«, som de kaldes
bjærgtrold og huledværg, Inoruseq, Erqilhlit?
man gyser ved tanken — men pyt, jeg rejser ind
og ser jeg dem, så ler jeg højt med hahaha!
Jeg rejste ind trods alt og synger nu om Oonartoq
og sandelig, om jeg behøver skamme mig!
Det susede i luften — det var vinden indad fjorden,
og brådsøen lød som en brummende bas —
og dertil en spæd lille tone som tenor,
en skøn melodi — af en summende myg!
Øst-indefra, larmen af en brusende elv,
dæmpet, langt borte, som en drønende bas
— jeg stemte også i, for virkningens skyld.
Græsstråene bøjede sig lyttende til siden,
opgav den stramme holdning under vindens lange sus,
og pilekrattets buske sank ned som hav ved ebbe.
En rugende rype, der lå plat ned i græsset,
dukkede sit hoved og fulgte stråets bøjning —
jeg søgte skarpe sten for at slynge efter den,
de var i mine tanker, imens jeg flakked om.
Ingen fandt jeg. Ligefuldt mit sind var festlig stemt,
thi har vi godt i vente, da er det os nok.
Bagefter, efter søvnen, som fulgte på dagen,
vågnede jeg op, just som solen titted frem.
Ugærne forlod jeg de frydefulde steder
derindefra begyndte stemmerne at råbe:
Tak, tak, at jeg så dig, fortryllende fjord,
du vældige billede — Oonartoq!