Atlanten - 01.01.1915, Page 330

— 331 —
III (Tilføjelse Maj 1916).
Fremtidens Grønland.
I den grønlandske kunstdigtning er Hendrik Lund vel kun
en enkelt forårsbebuder. Men der er tegn der tyder på, at flere
begynder at indse, at noget af det tabte bør vindes tilbage. På
min sidste rejse mødte jeg også en og anden grønlænder, der
beklagede, at missionen i landet har undertrykt den gamle na-
tionale sangkunst, især selve trommesyngningen. Hertil kan
føjes, at der i selve Grønland har rejst sig stemmer, der kræver,
at de gamle kulturminder skal bevares, f. eks. ved oprettelsen
af et grønlandsk musæum. Landsraadene har vedtaget frednings-
bestemmelser af de hedenske grave og gravfund og kræver med
voksende styrke^ at forfædrenes levevis respekteres.
Brydningstidens sidste periode, den nationale genfødelses
tid, synes at være i frembrud. Det gamle sydgrønlandske folke-
navn Kalålhlit fremdrages med fornyet stolthed, og man rejser
granitmonumenter for Hansérak og Jørgen Brønlund. Men navn-
lig kan der peges på, at de to landsråds virksomhed er et ud-
tryk for nationens vågnende og berettigede selvfølelse. Det må
håbes, at der igennem dem vil komme fart i bestræbelserne for
at vække de indfødtes ansvarsfølelse ikke blot overfor deres for-
tid og historie, men overfor alle de eventualiteter, fremtiden kan
bringe. Blandt de sidste må der regnes med den, at monopolet
ophæves, og at landets børn som modne mænd engang skal
handle (og drive handel) på eget ansvar.
Disse afstængte mennesker trænger virkelig til at få forbin-
delse med omverdenen og en stærkere forståelse af, hvad andre
nationer kæmper for. De burde lære dansk og andre fremmede
sprog for derved at få adgang til fremmede litteraturer. De burde
også lære, hvordan vi andre ærer vore fortidsminder. — I Grøn-
land har jo kristendommens indførelse medført, at folket for-
agter alt, hvad der hørte hedenskabets tid til. Det er et umoden-
bedsstandpunkt, der altfor længe har været holdt kunstigt ved-
lige, takket være missionens monopol på den åndelige under-
visning. Men folkesjælens gamle værdier burde, hvis det er
muligt, frigøres og omsættes i moderne former, særegne for de
eskimoiske himmelstrøg.
Til dette mål kunde den danske regering yde en mægtig
støtte, om den vilde. Ved Ammassalik i Østgrønland stod den