Atlanten - 01.01.1915, Page 335

— 336 —
Kammer og Smerte, og hvor kun Døden er Befrielsen, den
kendte han, og vilde han hvile ved Arbejdet og støtte de trætte
Arme paa Hakken for at rette den mødige Krop, saa susede
Bombaens Pisk over hans Ryg. Slid og Slæb, Trældom og
Nedværdigelse, Dag ud og Dag ind, Søndagen med, hvor de
maatte arbejde i deres egen Provisionsgrund, »fordi de ey ved
at dyrke Gud og helligholde Sabathen«, som en af Fortidens
Plantere skriver, med sparsomt tildelt Nattehvile, det var Sla-
vens Kaar, om ikke hos alle, saa dog hos de mindre humane
Ejere. Da saa Friheden kom, er det ikke mærkeligt, at Doven-
skaben blev en saa fremtrædende Egenskab hos den Klasse
Mennesker, der i Generationer havde været Genstand for en
saadan Behandling.
Efter Slaveriets Ophør i 1848 blev der ved de mildere Ar-
bejderregulationer sat en Stopper for Dovenskaben, men efter
1878, da ogsaa disse blev afskaffede, har den taget Fart og
voldt megen Skade.
Overfor denne og de øvrige uheldige Egenskaber har der
dog i den senere Tid været som en lidt uklar Følelse af, at
noget maatte der gøres; det er jo os, der har lavet Negeren
til det, han er, og mange og mærkelige er de Panaceer, der
foreslaas for at helbrede Patienten.
Der foreslaas Husmandslodder, der vil være dødfødte til
man kan skaffe Vand til hvert Hus, og saa vil det maaske
endda være de skønne, spildte Kræfter. Guvernør Arendrups
Forsøg i den Retning viser, at Arbejderen endnu ikke er moden
til den Opgave; en enkelt Entusiast har endogsaa ment, at en
Dollar om Dagen ikke var for meget for Plantagearbejderen;
Regeringen akcentuerer sin venlige Imødekommenhed ved at
udarbejde Lovforslag, der hverken er hugne eller stukne, og
ved at udnævne tre Negere til kongevalgte Medlemmer af St.
Croix’ Kolonialraad, og det er vist ikke vel betænkt.
Som om alt dette kunde hjælpe det ringeste!
Nej! Vil vi have Negeren frem, maa vi benytte os af hans
mest udprægede Karaktertræk, Imitationstrangen og Forfænge-
ligheden, for at hæve ham op i et højere kulturelt Plan.
Her kommer det haardeste Slid til at hvile paa vore Skul-
dre, paa deres Skuldre af vor Race, der bor paa Øen, der
trods Varme og Ugidelighed, trods altfor rigelig Galdeseeretion
og urinsur Diathese, trods Tilbøjeligheder, som Klimaet op-