Atlanten - 01.01.1915, Síða 343

— 344 —
overbeviste dem om, at dette var knusende Alvor og opfordrede
til at redde, hvad reddes kunde, da Plantagens Folk endnu
maatte anses for at være paalidelige. Det var for dem, som
om alting skulde ramle sammen. Den meget mørke Nat, der
udelukkede enhver Observation, et stærkt Uvejr, der brød ud
ved Midnat, i Forbindelse med Uroen paa Naboplantagerne,
vilde have gjort selv Mandfolk nervøse, men den gamle, norske
Dame bevarede sin Sindsro og Fasthed. Hun havde ikke ønsket
at flygte til Byen, nu skulde H. ikke plages med Klynken og
Klage.
Da Uvejret ophørte, kørte en Vogn for Døren. Damerne
stod hurtig op og gik ud i Spisestuen, hvor de fandt H. og
desuden Plantagens Driver og et Par andre Negre, der meget
bestemt forklarede, at de ikke kunde indestaa for Familiens
Sikkerhed. H. og Damerne maatte øjeblikkelig forlade Huset
og køre til Byen, der var ingen Tid at spilde, Vognen var for
Døren, Folkene havde selv spændt Hestene for; de havde faaet
at vide, at Naboplantagen skulde afbrændes, og at deres egen
var udset til at blive den næste.
Uden saa meget som et Stykke Ekstratøj blev de tre Men-
nesker med nervøs Hastighed hjulpne ind i Vognen og kørte
til Byen. Af den Maade, hvorpaa Negrene optraadte, fremgik
det tydeligt, at de var meget ængstelige for, at Familien skulde
blive forulempet.
Saa snart de var ude af Huset, kom Folkene op fra Neger-
byen og begyndte at redde, ikke i vulgær Forstand, men vir-
kelig at redde saa meget af Indboet, som de kunde faa naaet
at flytte inden Brandstifterne kom. Selv de store Sengesteder
var det lykkedes dem at faa skruet fra hinanden og alt blev
gemt i deres Huse. Noget maatte de lade blive tilbage, da de
mente de kunde risikere, at der blev sat Ild paa Negerbyen,
men forbavsende meget fik de bort.
Vogne og Heste blev kørt og redne ind til Byen af Stald-
karlen og et Par Drenge. At der gik noget Sølvtøj i Løbet,
siger sig selv, her har Fristelsen været for stærk, men i det
hele og store havde Folkene opført sig mønsterværdigt, og man
kan fristes til at sige med West, at de havde vist den »Tro-
skab, der ikke alene berettiger Tjeneren til Herrens Tillid, men
til hans Hjerte, hans fulde Fortrolighed«. Men de forhindrede
ikke de fremmede Negre i at afbrænde Bygningerne.
Kedeligt er det dog, at da Plantagen var afbrændt, drog
de samme udmærkede, paalidelige Folk ned til Naboplantagen
for at afbrænde denne og blev kun forhindrede heri ved Sol-
daternes betimelige Ankomst. Den første Neger, der blev skudt,
var fra H.’s Plantage. Han kom med flere andre løbende ud
af Proviantkælderen med et stort Tørklæde, fuldt af Tyvekoster.
For H. var dette et meget haardt Stød. Han havde stolet
saa sikkert paa sine egne Arbejdere, som en Officer vil stole