Atlanten - 01.01.1915, Síða 347

— 348 —
værdigt St. Croix opstaa. Hvad jeg her har skrevet om en
Planterkones Pligter, er ingen taaget Mulighed eller smuk Drøm,
det er Virkelighed, som jeg har set den praktiseret før 1878.
Spørgsmaalet er, om det gamle Forhold lader sig retablere.
Hertil udfordres der saa meget, som kan synes uopnaaeligt.
Plantagerne maa ikke samles paa enkelte Hænder, det var der
maaske Raad for, men hver Plantage maa ejes af en dygtig og
intelligent Mand, helst dansk Landmand, der føler varm In-
teresse for den mørke, for Tiden vistnok noget umedgørlige
Race, han maa være et Stykke af en Pædagog og i Residdelse
af en uhyre Taalmodighed, han vil blive skuffet Gang paa
Gang, men maa fortsætte, selv om han indser, at han næppe
selv vil se noget Resultat af det kulturelle Arbejde. Hvad der
for 40 Aar siden ikke vilde have været forbundet med stor
Vanskelighed, er for hvert Aar, der gaar, bleven sværere.
Og Regeringen maa være varsom med de Mænd, der ansæt-
tes i Embederne. En militær Embedsbesættelse for nogle Aar siden
har givet vor Anseelse et Knæk, der vanskelig forvindes.
Men jeg er kommen bort fra mit Tema; jeg vil ikke ud-
tale mig om Vanskelighederne, der stiller sig i Vejen for vort
kulturelle Arbejde.
Lad mig derfor resumere; denne Artikel er bleven lang nok.
Aarsagen til det, der for Tiden foregaar i dansk Vestindien,
maa søges i, at vor beldige Indflydelse paa Negeren er gaaet
tabt, vi har forsømt at vedligeholde den personlige Paavirk-
ning, der en Gang har været til saa megen Gavn, og vi har
i altfor ringe Grad haft Følelsen af det gode Eksempels Nød-
vendighed og Magt overfor den lavere Race.
Er Børn bievne slet opdragne, skyldes det daarlige Forældre,
og det er netop Opdragelsesevnen, det har skortet os paa. Vi har
ikke rigtig Ære af vore sorte Børn, men de har heller ikke Ære af os.
Som saa ofte, naar jeg tænker paa vor Opgave i Troperne, den
Opgave, som jeg anser for den vigtigste, kommer jeg tilbage til Kip-
ling, der i Indien med aabent, forstandigt Øje havde set paa For-
holdet mellem forskellige Racer og som skrev til Amerikanerne
om deres Kulturmission, da de havde erobret Filippinerne:
By all ye cry and whisper
by all ye leave or do
the sullen silent peoples
shall weigh your Gods and you,
og det gælder ogsaa for os.