Atlanten - 01.01.1915, Page 378
— 379
skal der ikke blot merkantile, men også tekniske foranstaltninger.
For at kolonisternes produkter kunde komme i ufordærvet stand
på markedet og opnå høj pris, burde der anlægges en lille kon-
servesfabrik på en af gårdene. Den burde styres af en dansk
fagmand. Driften kunde måske anlægges således, at den kunde
udvides og større arbejdskraft tilkaldes fra de enkelte gårde, når
der var særlig anledning til det. Om sommeren og foråret kunde
der nedlægges fisk, om efteråret lammekød og om vinteren måske
vildt. Egne produkter, som kolonisterne ønsker at sælge i Grøn-
land, som f. eks. grøntsager, burde udelukkende kunne omsættes
gennem den kgl. grønlandske Handel dersteds og kun mod penge-
repræsentativer.
Imod det forslag at indføre islandske kolonister til Grønland
kunde der måske indvendes, at en sådan indvandring kun kunde
ske på de indfødtes bekostning, fordi hele landet er beboet. Denne
indvending vilde dog ikke være mere berettiget, end hvis man
sagde, at en dansk indvandring til Island kun kunde ske på be-
folkningens bekostning, fordi hele landet var bebygget. Virkelig-
heden er, at der såvel i Grønland som på Island findes meget
ekstensivt udnyttet jord, og virkningen af indvandringen vil vise
sig som mere intensiv udnyttelse af jorden med bedre teknik og
betydelig større udbytte, som mere end opvejer det, at der, efter
at indvandringen er sket, er en brøkdel menneske mere pr. kva-
dratmil. Navnlig vilde dette gælde Grønland, fordi de egne, hvor-
til det kunde komme på tale at indføre Nordboer, slet ikke er
beboede (med undtagelse af en lille Grønlænderkoloni på Gardar,
som dog rimeligvis hovedsagelig ernærer sig ved fiskeri og jagt),
men besøges kun i sommertiden. Erindrer man sig nu, at Grøn-
lænderne kun tæller ca. 14 tusind mennesker og for deres erhverv
har rådighed over en kyst så lang som fra Skagen til Portugal,
vilde det være utroligt, hvis de ikke kunde undlade at besøge en
fjord eller en plet tilstrækkelig stor for 20 gårde. Denne anta-
gelse støttes ved, at Grønlænderne på grund af vildtets forsvinden
og regeringens klogelige bestræbelser for at lære dem fiskeri går
mere og mere over til at blive fiskere; thi medens .det er et ube-
tinget gode for et jagtfolk at bo spredt — fordi intet erhverv
lyder så ubetinget loven om det aftagende udbytte som jagten —,
så gælder dette i langt mindre grad, ja op til en fjern grænse i
modsat grad, fiskeriet. Bruttoudbyttet pr. skib bliver ikke nævne-
værdig ringere, om der går f. eks. 1 eller måske 50 fartøjer fra