Atlanten - 01.01.1915, Síða 463

464 —
skulde gaa i Orden, og vi virkelig mister vore vestindiske Øer,
kan jeg ikke se andet, end at jeg i min beskedne Stilling som
Medlem af Bestyrelsen ikke har Lov til at bære noget Medansvar
derfor; saa vil jeg absolut nedlægge mit Mandat, og det vil sikkert
flere end jeg gøre.
Museumsinspektør Hansen Ostenfeld: Jeg har ikke saa for-
færdelig meget at skulle have sagt, da de foregaaende Talere har
bragt flere af de Punkter frem, som jeg vilde have fremdraget.
Jeg vilde netop bl. a. ogsaa, om jeg saa maa sige, anholde den
Ytring, som den ærede Præsident fremkom med, nemlig at For-
eningen aldrig skulde deltage i politiske Spørgsmaal angaaende
nogle af vore Atlanterhavsøer; thi jeg véd fra tidligere Aar, hvil-
ken livlig Diskussion der har været her om Island, og hvor vi
har behandlet islandsk og dansk Politik; thi vi kom frem hver
med sit Standpunkt.
Jeg synes selvfølgelig, det er rigtigt, at Bestyrelsen som saa-
dan ikke kan tage Parti, men den skulde have spurgt Foreningen,
hvorvidt den skulde røre ved Sagen. Der kunde saa udmærket,
uden at man havde taget Parti for eller imod, være afholdt Dis-
kussionsmøder heroppe, og jeg synes, det havde været Bestyrel-
sens simple Pligt at arrangere dette. Jeg forstaar aldeles ikke,
hvorfor den ikke har gjort det. Man kan vel ikke gaa ud fra, at
det, at vi har en aktiv Politiker som Præsident, har været det
hemmende. Hvis det er Tilfældet, bør en saadan upolitisk For-
ening som »De danske Atlanterhavsøer« ikke have en aktiv Po-
litiker til Præsident. (Stemmer: Hør!)
Kaptajn Schack: Jeg vil ligesom Dr. Krabbe tillade mig at
komme med en Indsigelse mod Hr. Neergaards Udtalelse om, at
denne Sag havde en politisk Karakter, baade indenrigspolitisk
og i høj Grad udenrigspolitisk Karakter af stor Rækkevidde. Den
udenrigspolitiske Betydning er vist ikke stor; vi har jo set, baade
hvad Fare- og Tvangsmomentet har haft at sige. Derimod er
jeg fuldstændig enig med Hr. Neergaard i, at det er et indenrigs-
politisk Spørgsmaal af stor Rækkevidde. For mig, og vistnok for
den største Del af Forsamlingen, er det at afstaa de vestindiske
Øer en saadan national Ydmygelse og Skam, at vi ikke kan for-
staa, at man kan sidde i Foreningen »De danske Atlanterhavs-
øer« uden at tage Stilling til denne Sag. Det synes mig særlig
ganske umuligt, naar der i vore Love staar, at vort Formaal er
»at styrke Solidaritetsfølelsen mellem Rigets Reboere«. Denne