Atlanten - 01.01.1915, Page 513

— 514 -
Paa Grønlands Nordvestkyst mellem 76° og 79° n. Br. bor
Verdens nordligste Samfund af Mennesker, hvilke Nordpolar-
fareren John Ross fandt Aaret 1818, altsaa for hundrede Aar
siden. Han kaldte dem »The arctic Highlanders«; senere
gav Nordmanden Eivind Astrup dem Navnet »Nordpolens
Naboer«1). I Almindelighed benævnes de nu enten Kap York-
Eskimoerne, efter deres sydligste Boplads ved Indløbet til
Smiths Sund, eller »Polareskimoerne«.
»Tænker vi os« — siger Eivind Astrup — »250 Mennesker spredte
i smaa Grupper paa en Snes Individer eller deromkring langs Kyst-
strækningen mellem Kristiania og Lindesnæs, saa har vi et nogenlunde
korrekt Billede af Befolkningsforholdene i de nordligste Innuitters Land.
Naar nu Eskimoerne i den ene Ende af Landet alligevel, trods disse
forholdsvis store Afstande, altid ved nøjagtig Besked om de sidste hus-
lige Begivenheder og Smaaskandaler blandt de fjærne Frænder i den
anden, saa kan dette alene foregaa ved Hundeslædens Hjælp.
Paa godt Føre kan man nemlig med dette Fremkomstmiddel til-
bagelægge selv efter vore Forhold meget betydelige Jagtrejser. Saaledes
hænder det ikke sjældent, at den over 300 Km. lange Strækning mellem
den nordligste og sydligste Koloni paa Kysten befares i fire Døgn med
det samme Hundespand, ja den har endog været tilbagelagt i tre.« . . .
»Interessant er det at se, hvorledes Eskimoen klarer sig selv og sit
Køretøj over Vaager og Kanaler i Isen, naar disse er saa lange, at han
enten aldeles ikke eller kun med stort Bryderi kan komme rundt dem.
Et eller andet drivende Isstykke, som næsten altid er at opdage i Nær-
heden, tjener ham da til Farkost. Men er Klaren ikke bredere, end at
Slæden kan naa fra den ene Kant til den anden, lader han Hundene
springe eller svømme over med slappe Bemme, hvorpaa de trækker
hurtig til, og holdende i Slædens Styrearme skyder han sig raskt efter.
Under disse Manøvrer faar man undertiden se gode Prøver paa Eski-
moernes Haardførhed. Thi ofte falder de i Vandet, og selv om dette
sker ved Vintertider, hvad dog er sjældnere, da Isen paa den Aarstid
paa de fleste Steder er ganske solid, betragtes det ikke som nogen al-
vorlig Hændelse.«
Polareskimoernes isolerede Stilling forøges ved de geogra-
fiske Forhold paa selve Grønlandskysten. Mod Syd ligger Mel-
villebugten med sine mange Isbræer og adskiller dem fra
de nordligste Stammefrænder i Dansk Grønland og mod Nord
skyder den store Humboldt Gletscher sine Ismasser ud i
Havet, og følger man Kysten videre Nord paa og siden ned
langs Grønlands Østkyst, bor der igen først Mennesker ved
*) Eivind Astrup: Blandt Nordpolens Naboer. (Kristiania 1895.)