Atlanten - 01.01.1915, Síða 522

— 523 —
1858. Mc. Clintock1) selv er mere kortfattet angaaende dette
Møde end hans Tolk Carl Petersen2), der fortæller følgende:
»Imedens vi saaledes sent paa Aftenen (nævnte Dag) passerede et
godt Stykke udenfor Randen af den faste Is, forekom det Kaptajnen,
at han hørte en Raaben og Kalden derindefra, og kort efter fik han
tillige Øje paa nogle Skikkelser, som bevægede sig paa Isen. Vi saa
nu, at det var adskillige Eskimoer, som befandt sig' ude paa Fastisen,
og vi løb straks henad imod dem og fortøjede ved Randen af den faste
Is ligeudfor, hvor de var Det var de første Mennesker, vi traf paa
Amerikasiden; tre Mænd, tre Fruentimmer og et Par Børn kom straks
ombord hos os; kun fire Personer blev tilbage paa Isen. De var alle klædte
i Rensdyrskinds Klæder og lignede ganske vore Grønlændere, ligesom
deres Sprog ogsaa stemmer temmelig overens med disses. ... De Ind-
fødte paa denne Side har dog i Almindelighed noget længere Klæder
end de nordlige Grønlændere, hvilket ogsaa var Tilfældet med dem,
som vi her fik ombord; ligeledes bemærkede jeg, at Fruentimmernes
Ansigter var tatoverede. Jeg spurgte dem nu ud og fik at vide, at de
egentlig ikke hørte hjemme paa denne Kant, men kun havde opholdt
sig heroppe to Aar. Om forliste Skibe kunde de ikke give mig nogen
Underretning, som kunde hentyde paa den franklinske Ekspedition;
derimod fortalte de, at de ofte havde været ombord i engelske Hval-
fangerskibe. Paa Kaptajnens Opfordring udspurgte jeg dem videre om
deres tidligere Liv og fik at vide, at de altid før havde opholdt sig-
nede ved Ponds Bay; for to Aar siden var de paa deres Hundeslæder
dragne over Lancaster Sundet, men de var slet ikke kendte med Landet
nordenfor, hvor de nu boede; ej heller kendte de noget til Strækningen
vesterpaa nord for Barrow Strædet. De opholdt sig mest herovre for
at fange Narhvaler og Hvalrosser. Den ældste Mand iblandt dem var
meget skaldet, hvilket er en Sjældenhed, og hed Kre’tlak; han havde
for fire Aar siden besøgt Kaptajn Inglefield ombord paa »Phoenix« og
spurgte nu baade til ham og til en Grønlænder ved Navn Du’dingak,
som Inglefield havde taget ombord ved Upernivik. De fortalte frem-
deles, at vi vilde træffe paa en Del Is, som var brudt op i Lancaster
Sund, og at »Fox« var det første Skib, de havde set i dette Aar. Det
saa ud til, at de ingen Nød havde lidt heroppe; dog beklagede de sig
meget over, at alle Rensdyrene havde forladt denne Egn, og spurgte
mig, om jeg ikke kunde sige dem, hvor de var gaaede hen. Endelig
anmodede de os om dog endelig at opholde os en lille Stund, da deres
Slæder var undervejs med Narhvalhorn og 'Hvalrostænder, som de
gerne vilde have os til at købe; men Øjemedet med vor Rejse var jo
ikke at handle, men kun foretage Undersøgelser med Hensyn til den
franklinske Ekspedition, og da vi herom aldeles ingen Underretning
*) Mc. Clinlock: A Narrative of the Discovery of the fate of Sir John Frank-
lin> (London 1857, Side 143—144).
2) Carl Petersen: Den sidste Franklin-Expedition, (København 1860,
Side 92—93).