Atlanten - 01.01.1915, Page 551

Og jo mindre Jord, der staar til Raadighed, des mere nidkær er
Bonden for sin Ret til hver Fodsbred Jord.
Jeg kan ikke modstaa Fristelsen til at berette om en saadan
typisk Grænsestrid mellem to Naboer i en færøsk Bygd — jeg
siger ikke hvilken —.
Der førtes Proces mellem A og B om Retten til et Jordstykke
i Bøen, hvor de to Ejeres Lodder stødte sammen. Der var ingen
naturlige Skelmærker, saasom store Stene, en Elv eller deslige.
Der fandtes ingen nedsatte Skelsten med Tørveaske under, som
det bør sig efter god gammel Lov. Grænsen var uklar, og Na-
boerne blev uklare, da A slog Hø øst for den Linje, B ansaa for
ret Skel. Forligskommissionen kunde intet udrette, og Sagen gik
til Sorenskriveren, Skriveren kaldes han i daglig Tale. Der veks-
ledes Indlæg og førtes Vidner paa en Del Ting om, hvor de to
Naboer og deres Fædre i Mands Minde havde slaaet Hø og gravet
Jord til Dyrkning af Korn. Sagen trak ud. og Skriveren (under-
tegnede) foreslog da, at Parter og Vidner mødtes med Retten paa
Aastedet. Det viste sig saa, at de to Ejendomme var et Par Smaa-
lodder, og at det omstridte Stykke Jord var af Størrelse som et
pænt københavnsk Pigekammer, af Form en spids Trekant og
af Værdi højst 2 Kroner, maaske ikke nær saa meget. Trekantens
Grundlinje stødte op til den Bygdevej, i hvis Grøft Protokolføreren
sad med Retsprotokollen paa sit Knæ. Da Vidnerne var mod-
sigende og Sagen saare tvivlsom, foreslog jeg Forlig og satte som
Forhandlingsgrundlag min Stok med Jærnspidsen midt i den om-
stridte Trekants Grundlinje, der vel var 3 å 4 Meter lang. Efter
lange Forhandlinger mellem Parter og Vidner og efter et blidt
Pres fra Skriverens Side vedtoges hans Forligsforslag og førtes
til Protokols paa Grøftekanten en lys Sommeraften Klokken henad
11. Men saa kom næsten det værste. Jeg foreslog at grave et
Hul og sætte en Skelsten i det nu vedtagne Skel, men da mælede
A: »Nej Ungen skal grave i min Jord.« Trods alt var det dog
hans Fædres Jord, hvor ingen fremmed maatte sætte sin Spade.
Lang Tid var han ikke at bevæge til, at Skelstenen blev sat, men
endelig gav han efter, da jeg spurgte, om jeg ikke selv maatte
grave. »Jo! Skriveren maa grave.« Saa gravede Skriveren et lille
Hul i Grønsværen, satte tre Sten deri, og saa var Skellet i Orden
for den Gang. Men Nabofreden var næppe bedre.
Da en Ejer har sin Indmarksjord liggende spredt i Smaa-
lodder, og da hans Vaanhus, som det kaldes, og Udhuse ligger i