Atlanten - 01.01.1915, Page 616

— 617 —
Som rimeligt kan være, er derfor et Bad eller en ordentlig Vask
for dem en ukendt Luksus, som de, trods vort forholdsvis gode Eks-
empel blandt dem, aldrig vil kunne indføre i deres nuværende Kaar....
Grunden, hvorfor de mangler denne Sans for Renlighed, er ube-
tinget at søge i den Omstændighed, at Skiddenfærdigheden, i det mind-
ste tilsyneladende, ikke paafører dem Ulemper eller Skade paa Sund-
heden. Dette har igen sin Aarsag i den overordentlig rene og bakterie-
frie Luft, hvad der vel for Størstedelen maa tilskrives det strenge
Klima.«
Det lille Eskimosamfund er bygget paa Lighedens Principper.
Polareskimoernes Moral er, siger Astrup, i de fleste Retninger
»fuldt overensstemmeude med Kristendommens ideelle Grund-
sætninger«, og Mylius-Erichsen udtaler: »Om Tolstoy kendte
denne lille Eskimostammes Samfundsordning, vilde han sikkert
anbefale den i mange Retninger som værdig til Efterligning.
Eskimofamilien er fuldstændig uafhængig af Naboen og dog
hjælpsom mod de gamle og forældreløse.« Der er ingen Høv-
dinger eller Personer med Myndighed over andre. Enhver er
fuldstændig sin egen Herre og blander sig aldrig i andres Affæ-
rer. De ældre Mænd har paa Grund af deres større Dygtighed
og Erfaring en større Indflydelse, men ingen virkelig Magt
over andre.
Alle Forfattere er da ogsaa enige om, at Polareskimoerne
gør Indtryk af at være glade og lykkelige. De kan meget ofte
ligefrem være lystige og deres Humør er uudtømmeligt. Ind-
byrdes Trætter er næsten ukendte — Polareskimoerne er sagt-
modige Mennesker.
Astrup siger:
»Man skulde nærmest antage, at et Folk som det eskimoiske, der
fører en saa haard Kamp for Tilværelsen, og som ikke kan være sikre
paa, om de i Morgen vil lide Nød eller ikke, skulde have et Sind, fuldt
af Alvor, og et Syn paa Livet, som om det hele var en langvarig Li-
delse, de af en eller anden Grund maatte igennem, og hvorfra Døden
alene vilde fri dem. Men hvor langt fra Virkeligheden ligger ikke en
saadan Antagelse. Naar man hører deres lystige Latter eller forstaar
nok af deres Sprog til at opfatte deres ejendommelige og morsomme
Vittigheder og Indfald, eller naar man paa Jagten hører deres nyn-
nende Sange og friske Skæmt, saa kan man ikke komme til nogen
anden Slutning, end at disse Folk maa være usædvanlig tilfredse med
deres Livsskæbne.«
Dertil har de et udmærket Helbred, bortset fra maaske
lidt Gigt.