Atlanten - 01.01.1915, Síða 617

— (i 18 —
Knud Rasmussen foiiæller i sine Bøger: »Nye Mennesker«
og »Foran Dagens Øje« ypperligt og med stor Sympati om
Sæder og Skikke hos disse Mennesker, idet han fremfører lys-
levende for os en hel Del af de Personer, han traf. Han er en
Mester i med korte, rammende Ord at lade disse Menneskers
Følelsesliv komme til os paa en saadan Maade, at vi maa tro
paa, hvad han beretter, selv om det enkelte Gange maaske
synes oversat i Vendinger, der kunde forekomme en og anden
lidt for meget afpassede efter vor egen Tankegang.
Gentagne Gange kommer han tilbage til Eskimoernes
Glæde ved Livet. En Foraarsstemning ved et Fuglefjæld
maler han eksempelvis saaledes:
»Der var Grøde i Luften og Uro blandt Menneskene. Et Par unge
Piger havde kastet deres Tøj og løb Tagfat hen over en Slette; de vakte
Jubel hos de unge Mænd, der leende sluttede sig til.
En gammel Eskimo havde bredt et Renskind ud paa Jorden og
laa nøgen der og spiste sine Hovedlus. Ved Siden af ham sad hans
Datter i samme Toilette og diede sit lille Barn. Helt nede ved Havet,
nede paa Iskanten, laa Hundene med Tungen langt ud af Halsen og
stønnede af Varme. Der laa hen over Landet denne tunge Foraarsdis,
som Solen kan trække op af en vaagnende Jord; og alle Mennesker
var glade og havde kun Tanke for den Dag, Solen gav.«
Astrup beretter:
»Passiar og uskyldig Skæmt er det sædvanligste Tidsfordriv om
Aftnerne, naar Mændene er komne hjem fra Jagten, nu og da afbrudt
af underlige, monotone Sange, der enten synges af en enkelt Mand eller
ældre Kvinde, eller af alle de tilstedeværende i Forening. De ledsager
stedse disse Sange med regelmæssige, dumpe Slag paa en af en Ben-
ring og et over samme udspændt Tarmskind bestaaende Tromme.
En Omstændighed, der gør, at Eskimoerne ved Smith Sund kan
faa den henved fire Maaneder lange Vinternat til at forløbe forholdsvis
hurtig, er den herunder udfoldede Selskabelighed. Især de yngre Fa-
milier tilbringer saaledes som Regel en langt større Del af Mørketiden
paa Rejser og Besøg omkring hos Forældre, Svigerforældre, Tanter,
Onkler og andre Slægtninge og Bekendte, end hjemme hos sig selv, og
er de en kort Tid hjemme, sker det sjældent, uden i Forvejen at have
sikret sig Gæster.
I December og Januar Maaneder er det forøvrigt saa mørkt hele
Døgnet rundt, at alle længere Rejser maa forlægges til de Dage, da der
er Maane. Og naar Maanen hver fjerde Uge kommer, bliver den
gaaende og vandrer rundt paa Himmelhvælvingen i henimod en Uge
uden at forsvinde og afgiver herunder, som man kan skønne, det præg-
tigste Lys for de rejselystne Innuitter.«