Atlanten - 01.01.1915, Page 623

— 624 —
med Faderglæde og sikre ham hans Alderdom mod Nød. Alt dette
ved Kvinderne; deres Nødvendighed for Samfundets Opretholdelse er
dem bevidst, og det er de stolte over. Og en Kone er i Virkeligheden
heller ikke »noget, man blot kan tage«; der følger alvorlige Forpligtel-
ser med. Har Konen gamle Forældre, der ikke længere kan klare sig,
maa Manden tage dem til sig; og gifter man sig med en Enke, maa
man føde og klæde hendes Børn.« . . .
»En flygtig Betragtning af Kvindens Stilling i det eskimoiske Sam-
fund kunde forlede en til at tro, at hun udelukkende førte en forkuet
og ulykkelig Tilværelse.« I Sagnene hører man om Mænd, der mis-
handler deres Koner og: »et Ophold blandt dem konstaterer yderligere,
at det ikke gaar saa sjældent paa, at der falder fæle Knubs af. Men
ingen vilde sikkert blive mere forbavset end hun selv, hvis nogen kom
til hende og beklagede hende; thi hendes Legeme er stærkt og sundt,
hendes Sind let og ligevægtigt, og Livet forekommer hende derfor vel
værdt at leve og saare fornuftigt indrettet. Hun selv har ingen som
helst Følelse af at være Mandens Træl.«
I det daglige Liv mærker man ikke meget til Mandens Hals- og
Haandsret. Kvinderne har en egen Evne til at lirke deres Vilje igen-
nem, baade i smaat og i stort. Og vil man opnaa en Tjeneste af en
Mand, bør man altid først vinde hans Kone for sin Sag.
Deres Husliv rinder hen i lykkelige Dage. Standser man udenfor
en Hytte, vil man altid høre munter Tale og Latter derinde fra.
Vi er saa raske til at dømme Mændene, fordi de slaar; og vi har
Medlidenhed med de Kvinder, der nu og da faar et blaat Øje som
Følge af lidt Hidsighed. Men vi glemmer, at vi Kulturmennesker med
giftige Ord langt oftere slaar haardere og brutalere end Eskimoen med
sin Næve.
Knud Rasmussen fortæller mange karakteristiske Træk fra
Samliyet mellem Mand og Kone. Om et Ægtepar udtaler han
saaledes:
»Der var over deres Samliv og Kærlighed en dyrisk Hengivenhed,
som til Tider kunde give sig de vildeste Udslag. Deroppe opføres, som
bekendt, blodige Elskovskampe i Parringstiden. . . . Mændene elsker
deres Koner; men naar et Lune falder over dem, kan de, om de er
overmættede af Elskov, mishandle deres Kvinder paa en Maade, som
vi Kulturmennesker kalder for raa. Men — siger Eskimoen — skal
Kærligheden vedligeholdes, maa Kvinden en Gang imellem føle, at Man-
den er stærk.«
En Mand havde mørbanket sin Kone, fordi hun ikke havde
slebet hans Kniv. Konen havde svaret igen og endog væltet
Manden om:
»En Time efter kunde man høre Ægteparret le i fortroligt Sam-
vær, som om intet var foregaaet imellem dem; og da jeg noget senere
— siger Forfatteren — kiggede ind til dem, laa de kærligt omslyngede
og sov.«