Atlanten - 01.01.1915, Síða 625

— 626 —
Medens de gode Sider i Polareskimoernes Karakter er de
overvejende, kan Nød og Trang dog til Tider bringe mindre
gode Sider frem, thi som en Eskimo udtalte til Knud Ras-
mussen :
»Sult og Død kan ogsaa indtræffe, og da bliver Menne-
skene vilde.«
»En Vinter, en Gang for mange Aar tilbage, vilde Isen ikke lægge
sig paa Havet; og stor Nød udbrød blandt Menneskene.«
Paa en Boplads dræbte Manden sin Kone, der snart skulde
føde, og lagde hende ud i sin Kødgrav — og Børnene, som
ikke vilde spise deraf, døde af Sult. Tilsidst blev Manden bjær-
get; men da de, som fandt ham, hørte, hvad der var passeret,
lod de ham ligge og dø.
»Denne Fortælling er saa gammel, at den stammer fra de Tider,
da Vand kunde brænde. . . .
Den Gang var det ikke som nu med Fangsten; da sultede Menne-
skene ofte, naar det faldt ind med isfri Vinter. . . . Naar stor Nød den
Gang faldt ind over Menneskene, og de maatte ty til at spise hverandre,
gjorde de aldrig dette af Ondskab, men af Sult og Fortvivlelse. Og da
er det ikke Menneskene, som er onde, men da er det Nød, som hand-
ler ilde med dem; Sult og Ulykker kan drive Mennesker til at æde
dem, de holder af. Ulykker ødelægger Folk.«
Men saadanne onde Tider er heldigvis ikke hyppige, og
naar de er forbi, er de hurtigt — om ikke glemte — saa dog
gemte væk i Tankerne.
De barske Naturforhold, som tvinger Polareskimoerne ind
i en hvileløs Kamp for Tilværelsen, lærer dem — siger Knud
Rasmussen — hurtigt at tage Livet fra den praktiske Side: For
at leve behøver man først og fremmest Mad! Og da Eskimoen
er saa heldigt stillet, at hans Form for Madstræb — Jagten —
tillige er hans Lidenskab, løber Aarene sorgløst hen for ham.
Alle en Eskimos Tanker kommer saaledes til at dreje sig
om Fangstrejser, Fangst, Mad. Ud over dette er Tanker i Reg-
len ensbetydende med Bekymring. I det Aar, Knud Basmussen
tilbragte blandt Polareskimoerne, var der Velstand overalt, og
saa vidt han erfarede, var dette Reglen. Deres Fordringer til
Livet sker saaledes Fyldest, og en ureflekteret Glæde over at
være til giver sig Udtryk i deres Tale og Handlinger.
Til Slutning skal vi nu fra Grønlandssiden gøre en Ud-
flugt til Ellesmere Land, som i Aarene siden Peary be-