Atlanten - 01.01.1915, Side 671

672
helt at opløse Unionen. Men jeg kan paa ingen Maade indse,
at dette var uden Fare for Island.
Det er rigtignok sandt, at Verdenskrigen »har forandret Folks
Anskuelser om mange Ting« og »aabenbaret meget, der før und-
drog sig Mængdens Blik«. Men endnu er Enden der ikke, og det
staar endnu tilbage at afvente, om Freden ikke vil aabenbare
Et og Andet, der nu unddrager sig endog de mest Klartseendes
Blik. Jeg er ikke lielt sikker paa, at Forbundet med Danmark
har været saa værdiløst, som hævdes i Artiklen. Hvor betyd-
ningsfulde Søfarts- og Handelsanliggender end er, saa gives der
dog flere udenrigske Anliggender.
Hidtil har Danskerne undgaaet Krigen, og en af Grundene
dertil -— og det ikke den uvigtigste — er, at de Nationer, der
nu kæmper, har set sin Fordel ved at lade Danskerne i Fred eller
ikke har fundet Anledning til at angribe dem. At angribe Island
er, som Sagerne nu staar, det samme som at angribe Danmark,
da disse Kiger er saa nøje forbundne. De krigsførende Nationer
ønsker ikke at angribe Danskerne, og derfor angriber de heller
ikke Islænderne. Men kunde man nu ikke tænke sig, at dette
blev anderledes, hvis Islænderne var uden Forbund. Maaske vilde
de Kæmpende alligevel ikke have krænket Islands Neutralitet.
Det kan godt være, men helt sikkert er det ikke.
Jeg tror tillige, at det ikke alene er paa Grund af den
»Knibe«, hvori Danskerne unægtelig er, at Islænderne har faaet
Lov til selv at raade over deres Søfarts- og Handelsanliggender
i disse Tider, og slutte Overenskomster med Englænderne. Mon
det ikke ogsaa er, fordi Danskerne er liberale og har set, at Is-
lænderne bedre selv kan gøre dette? Men selv om det kun var
paa Grund af denne »Knibe«, saa er det ikke dermed sagt, at det
giver Grund til en Adskillelse, hvad de udenrigske Anliggender
angaar. Der er andre end Danskerne, som ogsaa befinder sig
i en »Knibe« i denne Tid, f. Eks. Hollænderne. Men mon de vil
opgive Forbindelsen med deres Øer i Asien, fordi Krigen har af-
skaaret den. Det er nemlig kun en Indbildning, at et Forbund
er af liden Betydning i Fredstid. Selv om et lille Rige undgaar
at komme i Krig, og paa Papiret bevarer sin Suverænitet, kan det
dog godt hænde, at det maa adlyde Befalinger fra et større Kige
i Stilhed. Mon Island er stærk nok til at modstaa dette? Jeg
tvivler meget derom. Og Islænderne vil dog næppe slaa sig til
Taals med at være en Miniaturstat som San Marino, Andorra