Atlanten - 01.01.1915, Page 678

679 —
Men det andet, der foresvæver Docenten, naar han taler om
en stærk Fredsunion mellem alle de nordiske Lande, hvor Lige-
stilletheden bevaredes for alle Parter, vilde vistnok være tiltalende
for alle Islændere. K. D.
LandiS den 25. Maj 1917.
De udenrigske Anliggender.
En underlig Misforstaaelse er det hos den ærede Artikelfor-
fatter K. D., at min Artikel i »Isafold« (Nr. 31) er anderledes eller
af mindre Forstaaelse end ellers hos mig. Enten har jeg aldrig
næret Velvilje for Islænderne eller været fordomsfri overfor dem,
eller jeg nærer det da ogsaa i den omtalte Artikel. Jeg har lidet
forandret mine Anskuelser, hvad denne Sag angaar, og enten
har Hr. K. D. ikke rigtig overvejet mine tidligere Artikler om dette
Emne, eller han har misforstaaet denne min Artikel.
Min Velvilje for Islænderne er, tror jeg, ikke »mellem Lin-
jerne«, men aaben og klar, og det er fuldstændig urigtigt, naar
K. D. siger, at jeg ikke vil uddele til Islænderne i »fuldt Maal«.
Jeg forunder Islænderne baade Selvstændighed og Ligestillethed
og anerkender deres Ret til disse Goder, hvilket klart fremgaar
bl. a. af, hvad jeg i min Artikel i »Isafold« siger om Island som
Stat, det islandske Flag o. s. v., og ligeledes om et Forbund mel-
lem alle de nordiske Lande; thi naturligvis ønsker jeg ikke, at
Danmark skulde blive et under Sverige hørende Lydrige (endnu
mindre under Tyskland), og min Mening er heller ikke, at Island
skal være Danskernes Lydrige, men en med Danmark ligestillet
Stat. Jeg har aldrig forstaaet, hvilken Fornøjelse eller Nytte det
kunde være for os Danske at herske over Island, at regne det for
»Biland« eller »Del af den danske Stat« eller at pa anøde Is-
lænderne Dannebrog (»Nej, dertil er vor Fane for gammel og
god«, tror jeg) o. s. v. Danskernes Anseelse vilde ikke forringes
det allermindste ved, at de uddelte til Islænderne »i fuldt Maal«.
En anden Sag vilde det være, naar Talen var om en fuldstændig
Adskillelse. Dette kunde betyde nogen Forringelse af vor An-
seelse.
Paa den anden Side har jeg altid talt for virkeligt Forbund,
en fri Realunion imellem Landene. Jeg har aldrig kunnet forstaa,
at en saa lille Nation som Islænderne kunde være sig selv nok, staa
alene uden nogen Støtte, og det saa meget mindre, som jeg
anser dette for knapt muligt for os Danske (og for Nordmænd og