Atlanten - 01.01.1915, Síða 701

— 702
Pastor P. P. personlig, der i Færingernes Øjne forser sig eller
forløber sig. Det er den danske Embedsmand, den fremmede.
Man maa her have i Erindring den ejendommelige Regel,
der gælder overalt, hvor der er en national eller sproglig Mod-
sætning, nemlig den, at enhver Konflikt mellem to Personer af
de forskellige Lejre ganske uvilkaarlig bliver en national Kon-
flikt, selv om den i sig selv er ganske personlig. Naar Matroserne
fra »Beskytteren« gaar i Land i Thorshavn og gør Kur til de lo-
kale Piger, kan der let opstaa Strid med Pigernes lokale Riddere,
ganske ligesom det sker i Frederikshavn eller Esbjerg; men Stri-
den faar i Thorshavn, uden at det er Parterne ret bevidst, en
national Farve som Strid mellem Færinger og danske Ma-
troser.
Og giver en Lærer deroppe en Dreng en lidt for haard Lus-
sing, saa bliver det straks til, at det er den danske Lærer, der
har mishandlet et færøsk Barn, skønt der jo ret beset kun er
Tale om en s træng Lærer og en uvorn Dreng.
Den danske Embedsmand deroppe er udsat for en ganske
særlig Kritik, baade som offentlig og som privat Person, og der-
for maa man sørge ganske særlig for hans Kvalitet. Thi Dan-
mark faar Skylden for hans Mangler. Naturlig-
vis er dette noget med Urette, men det er godt at vide, at saadan
er det. For saa. ved man, at man maa regne dermed.
De ovenfor eksempelvis nævnte Smaakonflikter er, hvad man
kunde kalde de uægte nationale Konflikter, og de kan berede en
dansk Embedsmand uanede Vanskeligheder. Men bortset fra
disse har den danske Embedsmand, der sætter Bo paa Færøerne,
mange andre vanskelige Forhold at finde sig til Rette i.
Der er først og fremmest de virkelig nationale Spørgsmaal,
f. Eks. Spørgsmaalet om Sproget i Skole, i Kirke og for Retten.
Her gælder det at søge at vinde en sand Forstaaelse af Befolk-
ningens Tænkemaade og at vise en Takt, der ikke er hver Mands
Sag.
Og saa er der den almindelige Vanskelighed, der ligger i at
staa paa en fremskudt Plads, at være den vejledende, den raa-
dende, belærende eller dømmende, under Livsforhold, der er saa
vidt forskellige fra de tilvante. Her er en dobbelt Fare. Dels
Faren for at gaa for vidt i Eftergivenhed overfor det fremmede,
det lokalt-ejendommelige, saa at det fælles glemmes, dels Faren
ved at holde for fast ved det tilvant danske, enten fordi man