Atlanten - 01.01.1915, Síða 702

703 —
tror at burde holde de lokale eller færøsk-nationale Tendenser
nede, eller fordi man ganske simpelt slet ikke faar Øje paa, at
der er synderlig Forskel paa danske og færøske Forhold, thi det
er ogsaa hændt.
Det er ikke let at leve sig ind i fremmede Livsforhold, og
man udsættes let for at gribe fejl, fordi man ikke har forstaaet
at skaffe sig det rette Udgangspunkt. Herom gælder det, som
Stuart Mili siger et Sted i sine »Considerations on representative
government«: »Hvad en af Landets egne Børn af jævn praktisk
Dygtighed forstaar ganske instinktmæssig, maa den fremmede
lære sig langsomt ved Studium og ved at gøre Erfaringer, og han
lærer det alligevel kun ufuldkomment.«
Derfor maa danske Embedsmænd paa Færøerne ikke blive
der for kort. At rejse derfra efter 5—6 Aars Ophold er uheldigt,
thi først da begynder man i Reglen for Alvor at forstaa det Mi-
lieu, man arbejder i. At han heller ikke maa blive der saa længe,
at han sløves, skal jeg siden komme tilbage til.
Man vil forstaa, at en dansk Mand, der kommer til Færøerne
som Embedsmand, ofte har en vanskelig Opgave. Vanskelig i
sig selv og dobbelt vanskelig, fordi han i Begyndelsen let overser
de Skær, paa hvilke han kan grundstøde. Og naar man ved,
at hans Land, Danmark, næsten altid bliver gjort ansvarlig for
hans Navigeringsfejl, vil man forstaa, at det ikke er alle og en-
hver, der bør sendes til Færøerne.
Moderlandet maa vælge med Omhu og huske paa, at den
danske Embedsmand i særlig Grad viser Flaget der-
oppe.
For at faa gode Kræfter i Embederne deroppe maa man
naturligvis først faa gode Folk til at søge Embederne, og her
maa man huske paa, at det i al Almindelighed sagt for en ung
Mand fra Danmark føles som lidt af et Offer at forlade den Form
for Civilisation, han er vant til, og bosætte sig paa Færøerne.
At man kan faa noget andet og meget værdifuldt som Erstatning,
kan jeg af egen Erfaring bevidne. — Maaske maa han give Af-
kald paa dagligt eller jævnligt Samliv med Slægt og Venner, maa-
ske er det, han vil savne, Adgang til Studier, til Nydelse af Kunst,
eller maaske er det andre, mere profane, Interesser, han maa
holde op at dyrke. Noget maa han i hvert Fald ofre. Han ved
tillige, at der venter ham visse Vanskeligheder, som han ikke
vilde støde paa her hjemme.
60*