Atlanten - 01.01.1915, Síða 718

719
at tage hele Spørgsmaalet om Islands Stilling til Danmark op til
alvorlig Overvejese, og derfor tror jeg, det er godt og rigtigt, at
Spørgsmaaet er sat paa Dagsordenen her i Dag. Thi naar man
med Flid næsten alle andre Steder søger at holde den danske
Offentlighed i Uvidenhed om det islandske Spørgsmaal, er det
denne Forenings Pligt, hvis Formaal det er »at knytte de fjernere
Rigsdele fastere til Danmark«, efter Evne at sprede Oplysning
om denne Sag. Og som Medlem af denne Forening og som den,
der vel mest af alle Danske har søgt at sætte sig ind i dette Spørgs-
maal, har jeg derfor anset mig for baade berettiget og forpligtet
til at bringe denne Sag frem til offentlig Drøftelse, inden den er
endelig afgjort — thi saa er det jo for silde.
Efter at have søgt at fremstille, hvorledes Sagen maa antages
at ligge i Øjeblikket, skal jeg nu forsøge at prøve, hvilke Mulig-
heder, der er for Sagens Løsning i Fremtiden. Der er her to Mu-
ligheder: enten er Altinget villig til at gaa ind paa en ny venska-
belig Forhandling med Danmark, eller ogsaa vil det have Flag-
sagen og de øvrige Spørgsmaal betragtede som islandske Sær-
anliggender og vil selv løse dem paa egen Haand.
I første Fald bliver det allerførste Resultat vel Nedsættelse af
en ny dansk-islandsk Kommission. Man bør ikke misunde de
danske Mænd, der vil blive sat ind i en saadan Kommission for
at føre Foxhandlingerne paa Danmarks-Vegne. Thi det kan ikke
skjules, at Udsigterne til en for Danmark og for Danmarks Rige
heldig Løsning af Spørgsmaalet ved ny Forhandling ikke er me-
get lyse.
Dette gælder ikke blot Flagsagen. Den er efter min Mening
i Virkeligheden paa sørgelig Maade foregrebet ved den af den nu-
værende danske Regering trufne Afgørelse, hvorved Island fik et
lokalt Handelsflag. Ikke blot har vi nu det danske Regerings-
blads egen Tilstaaelse af, at denne Afgørelse blev truffet under
en fejl Forudsætning, nemlig den, at Ordningen skulde blive varig,
og den Mangel paa Forstaaelse af islandsk Politik, som de davæ-
rende og nuværende Regeringsledere derved lagde for Dagen, er
jo i højeste Grad beklagelig. Jeg taler ikke her som den bagkloge,
thi straks samme Aften, Meddelelsen om Statsraadsmødet den 22.
November 1913 udgik, skrev jeg i »København«, at ingen i Dan-
mark maatte vugge sig i den Tro, at Flagsagen dermed var Slut,
men at det utvivlsomt ikke vilde vare længe, før Islænderne vilde
forlange et fuldstændigt Handelsflag som Symbol paa Islands
fulde statslige Uafhængighed.
Men lige saa trist var det, at Afgørelsen skete i Strid med Lo-
ven af 2. Januar 1871 som et rent islandsk Særanliggende ved is-
landsk kgl. Resolution, uagtet Handelsflaget, Rigsflaget — saavel
indenfor som udenfor Søterritoriet — først og fremmest maatte
være et fælles Rigsanliggende. Derfor ser vi ogsaa, hvorledes Is-
lænderne nu hævder, at Handelsflaget som Helhed er et islandsk
61*