Atlanten - 01.01.1915, Side 720

— 721
man vilde i hvert Fald ikke i saa høj Grad som nu have forspildt
Mulighederne for Fremtiden. Men i Stedet for opgav man næsten
alt, hvad der kunde binde et Rige sammen, enten straks eller efter
en vis kort Frists Forløb: det fælles Flag, det fælles Statsraad, den
fælles Højesteret, den fælles Statsborgerret, den fælles Fiskeriret,
ja selv den fælles Møntenhed, og man tog til Takke med en saa-
kaldet Realunion efter Sverrig-Norges triste Eksempel, hvor endog
det, der er enhver Realunions eneste Eksistensberettigelse, det fæl-
les Forsvar mod ydre Fjender, her slet ikke kunde være noget
virkeligt Fællesanliggende, da Island hverken kunde eller skulde
yde Danmark mindste Vaabenhjælp. Og saa blev Resultatet jo
endda, at Islænderne i 1909 forkastede hele Herligheden.
Men nu, hvorledes vil en ny Islandskommission være stillet?
Hvem tør skjule, at Muligheden for at vinde Islænderne for en
virkelig Rigsforbindelse ikke nu er store, nu da alle islandske
Partier synes at være stemt for en blot og bar Personalunion i
den Grad, at endog Prof. Finnur Jonsson, der endnu i 1909 her
i denne Forening udtalte, at det for Island var en Livsbetin-
ge 1 s e at være forenet med Danmark, og at Island ikke kunde
være sig selv nok, nu i »Politiken« fornylig har bekendt, at han
ikke et Øjeblik vilde vige tilbage for en saa-
kaldt Personalunion, altsaa for, hvad de islandske Hjem-
mestyremænd selv i 1909 betegnede som en Ophævelse af enhver
virkelig Forbindelse mellem Island og Danmark. Selv de uden-
rigske Anliggender siger han, skal der nu forhandles om. Og
det er jo rigtigt, at selv de udenrigske Anliggender vil ogsaa
Hjemmestyremændene nu betragte som Islands særlige Anliggen-
der, for slet ikke at tale om Højesteret, skønt et lille Land som
Island selv kun har Gavn af at have Højesteret sammen med et
andet større Land. Men hvor langt det ogsaa nu er kommet paa
dette Punkt, derfor skal jeg anføre, at et Forslag paa sidste Al-
ting om at forhøje Landoverrettens Lønninger standsedes i neder-
ste Afdeling ved en motiveret Dagsorden, der udtalte, at da det
maa antages, at der meget snart vil blive indført en islandsk
Højesteret i Landet selv, saa at Overretten og dens Lønninger
derved maa forandres, vilde der ikke være Grund til at vedtage
de foreslaaede Lønningsforandringer, da en saadan Ændring vilde
blive af altfor kort Varighed.
Det er imidlertid ikke engang sikkert, at det overhovedet
kommer til en ny Islandskommission. Thi den Mulighed forelig-
ger jo ogsaa, ja ligger maaske endog nærmere, at Island vil efter-
ligne Norges Eksempel i Unionskrisens sidste Fase og selv tage
Sagen i sin egen Haand, uden at indlade sig paa ny Forhandlinger
med Danmark. Man plejer at sige, at Historien gentager sig ikke.
Men dog er den islandske Flagsag og den islandske Uafhængig-
hedskamp paa mange Punkter en ret nøje Kopi af den norske.
Gufimundur Bjornson, Forfatteren af det islandske Flagskrift,
som jeg andetsteds har skænket nærmere Omtale, gør selv op-