Atlanten - 01.01.1915, Side 724

725 —
ligvis straks vilde rejse dette Krav, saa vilde vi straks
paany styrtes ud i en ny for Danmark ydmy-
gende Konflikt, der med den svensk-norske Unions Eksem-
pel i frisk Minde i Løbet af ganske kort Tid uafværgeligt
vilde føre til fuldkommen Adskillelse. Jeg gen-
tager derfor, hvad jeg oftere har sagt, at Hundrede Gange hellere
end at gaa med til en saadan Nyordning, der kun vilde forlænge
og endnu mere skærpe Konflikten, vilde jeg gaa med til en fuld-
stændig Adskillelse eller en blot og bar Personalunion, der ogsaa
er fuldstændig Adskillelse, men en maskeret Adskillelse.
Jeg skal blot føje til, at naar jeg ogsaa tidligere bar udtalt,
at jeg i yderste Fald, naar al Mulighed for en virkelig Rigsfor-
bindelse var bristet, kunde tænke mig at gaa med til en Personal-
union fremfor til en aaben Adskillelse, da er det ikke fordi en
Personalunion ikke er Adskillelse, — det er den, det er kun ma-
skeret Adskillelse —, men fordi en maskeret Adskillelse maaske
kunde have visse Fordele som en læmpelig Overgangsform, der
tillige udelukkede udenforstaaende Magter fra at melde sig som
Mæglere og tilbyde Island en Konge. Vi har jo nylig set, hvor-
ledes et norsk Blad, »Tidens Tegn« for 29. November, har udtalt,
at den mæglende Rolle, Danmark spillede i 1905, denne Gang kan
tilfalde Norge. Jeg behøver ikke minde om,, hvori Danmarks
mæglende Rolle dengang bestod. Og vi vil helst undgaa altfor
velvillige Mæglere.
Men selvfølgelig er en blot og bar Personalunion baade ret-
ligt og faktisk Adskillelse, og gik vi med til en blot og bar
Personalunion med Island, kunde Island blot ved at vedtage en
ny Tronfølgelov, hvorved Kronen paa Island gik over til Kongens
næstældste Søn og dennes Arvinger, overskære selv den sidste
maskerede Forbindelse. Vi bør derfor ikke alvorligt drøfte denne
Mulighed, før alt Haab er ude. Jeg maa derfor udtrykke min
allerhøjeste Beklagelse over, at f. Eks. Prof. Finnur Jonsson, som
jeg iøvrigt beklager ikke længer er her til Stede, og i hvem vist-
nok mange har ment at se en tro og varm Rigsven, nu fornylig
som anført i det danske Regeringsblad har udtalt, at ban »ikke et
Øjeblik vilde vige tilbage for en saakaldet Personalunion!« Og
naar han alligevel tilføjer: »Ingen kan varmere end jeg ønske
Forbindelsen mellem Danmark og Island bevaret«, saa vil jeg
rigtignok haabe paa, at der findes varmere Rigsvenner end han.
Ellers ser det galt ud. Maaske maa jeg i denne Forbindelse, da
Prof. Finnur Jonsson ogsaa til Støtte for sig fører Jon Sigurfisson
i Marken, anføre en Udtalelse af denne Mand. Det var i 1873,
da der paa et Folkemøde paa Tingvellir rejstes Krav om en blot
og bar Personalunion med Danmark. Da vendte Jon Sigurfisson
sig imod dette Krav, skønt han her havde Flertallet imod sig —
men man sige om Jon Sigurfisson, hvad man vil, han var en
Mand og ingen Vendekaabe — og han udtalte da, at ved at op-
stille et saadant Krav, vilde man let blive »til Latter for andre
4