Atlanten - 01.01.1915, Blaðsíða 725

og til Gavn for ingen«. Og den »udmærket klartseende Mand« —
for at citere Prof. Finnur Jonsson — tilføjede disse sande Ord:
»Vi kan godt være et frit Folkesamfund, fordi vi har visse Sager
fælles med Danmark, og alle, der har Begreb om Stats-
sager, maa anse det for i højeste Grad farligt at
g a a til fuldstændig Adskillelse fra Danmark!«
Saalænge der endnu er mindste Mulighed for at bevare en
virkelig Rigsforbindelse, bør vi derfor ikke drøfte Spørgsmaalet
om Personalunion eller aaben Adskillelse. Og ligesaa lidt bør vi
med det anførte norske Blad, der venligt tilbød Norge som Mæg-
ler, paa Forhaand forsikre Island om, at ingen dansk Politiker
vil søge at holde Island mod sin Vilje. Det vilde jo være paa
Forhaand at gøre Islænderne helt uimodtagelige for nærmere For-
handling, og give Sagen helt i deres Vold. Nej, vibørnetop
holde paa Island, saalænge det overhovedet er
muligt, og derfor ikke tale om eller tænke paa at stryge Rigs-
flaget, saalænge ethvert Haab endnu ikke er ude. Thi for at gen-
tage det endnu en Gang, naar Flaget først er strøget, saa kan der
ikke kæmpes mere, saa er Overgivelsens og Selvopgivelsens Time
slaaet.
Vi bør derfor ikke nu alvorligt drøfte Spørgsmaalet om Per-
sonalunion eller anden Adskillelse — hverken for vor egen eller
for Islands Skyld. Ikke for vor egen Skyld, thi vi maa jo ikke
glemme — og denne Forening, »De danske Atlanterhavsøer«, maa
mindst af alle glemme det, — at for hver Gang det danske Flag
stryges, formindskes Danmarks Riges Omraade og forringes Dan-
marks Anseelse udadtil. Paa Island er der store Fremtidsmulig-
heder — de er netop først nu i Færd med at oplukkes, — og saa
skulde vi skynde os med at stryge Flaget, for at de fremmede
Stater, der nu som stærkt interesserede Tilskuere følger Forhol-
denes Udvikling, skulde kunne komme ind før vi. Og heller ikke
for vor Anseelses Skyld udadtil og indadtil i Forhold til de andre
fjærne Rigsdele bør vi tænke paa at stryge Flaget eller opløse
Riget. Vi har ikke været direkte inddraget i Krigen, og dog har
Krigen ført til Landsafstaaelse for os. Vi har under Krigen mistet
de dansk-vestindiske Øer. Skal vi nu ogsaa stryge Flaget paa
Island blot fordi en islandsk Folkestemning forlanger det? Hvor-
ledes vil Udlandet se derpaa? Vil det herefter tro, at Færøerne
eller selv Grønland mere vil være fast i vor Haand? Og hvorledes
vil det ikke virke paa Færøerne, ja maaske endog paa Grønland,
naar Folket dér engang vaagner af sin Dvale?
Men vi bør heller ikke gøre det for Islands egen Skyld. Det
drives nu frem af en opagiteret Folkestemning, men vi bør give
det Tid, give det rigelig Tid til at overveje vel, hvorledes det
vilde staa, om virkelig Drømmen om fuld Adskillelse blev reali-
seret. Selv det nævnte Island meget venligsindede norske Blad
synes at nære nogen Tvivl om Islands Evne til at være sig selv
nok, idet det skriver: »K an Landet bestaa som selvstændig Stat,