Atlanten - 01.01.1915, Síða 726

— 727 —
vil det opnaa sit Maal.« Vil Islands Suverænitet blive andet end
en Suverænitet paa Papiret? Vil det, naar fremmed Kapitalmagt
først faar fast Fodfæste i Landet, kunne undgaa Afhængighed af
en eller flere Stormagter? Vil dets lille Befolkning paa ikke 100,000
Indbyggere kunne bevare sit Sprog og sin nationale Ejendomme-
lighed, naar først Landets oplukkede Rigdomme kalder Tusinder
af fremmede Nationer til? Og vil ikke ogsaa Landets strategiske
Betydning blive det en Fare, naar først det danske Flag helt er
strøget?
Men navnlig bør vi kræve, at selv om en Drøftelse af hele
Islands Stilling optages allerede nu under Krigen, i hvert Fald
ingen Nyordning, der kan foregribe noget, ved-
tages, før Krigen er endt. At Islænderne maaske har
ment, at Krigens onde Vilkaar for os vil lette dem at gennemføre
deres Krav, saa at de derfor har rejst dem midt under Krigen, det
bør vor egen Ære forbyde os at bøje os for. Krigens onde Vil-
kaar bør ingen Indflydelse have paa den Afgørelse, der træffes,
men vi bør kræve, at vi tales ved derom i Frihed og ikke under
Tvang. Vi bør tværtimod slet ikke haste med en endelig Afgørelse
i denne Sag. Hastværk er Lastværk, og her staar for meget paa
Spil. Thi vi maa jo ikke glemme, at ingen véd, hvilke uanede
Muligheder Krigens Afslutning kan medføre. Finland har revet
sig løs og søger maaske sammen med Sverige, de nordiske Riger
nærmer sig hinanden mere og mere — de sidste Kongemøder
viser det — og ingen véd, om der ikke heraf kan gro en nordisk
Sammenslutning, hvori Island kunde faa den efter dets Stilling
og Betydning tilkommende Plads. Thi det er jeg klar over, og
har jeg ogsaa oftere tidligere udtalt, at skulde der engang i Frem-
tiden — og ingen kan som Verdensforholdene foreligger nu, af-
vise ny uanede Fremtidsmuligheder — blive oprettet en For-
bundsstat mellem de tre nordiske Riger, saa burde Island komme
med som det fjerde. Men skal det ske, maa Danmark ikke
i Utide slippe Island, saa at det kommer ind under en
anden mægtigere Stats Indflydelsessfære og derved gaar tabt for
Norden.
Ja, mine Herrer, med disse Ord skal jeg slutte, idet jeg for-
beholder mig senere at stille Forslag til en Dagsorden i Overens-
stemmelse med det her udtalte.
Diskussionen indlededes af Museumsinspektør, Dr. C. H.
Ostenfeld, der henstillede, at man her drøftede Sagen ved almin-
delig Diskussion, men undlod at vedtage nogen Resolution, da
en saadan let vilde bevirke, at der atter kom Strid og Uro i For-
eningens Forhold. Dette vilde være uheldigt og i alt Fald ikke
til Gavn for Foreningens Formaal. Der tiltrængtes, at Forenin-
gens Bestyrelse kunde have Arbejdsro nu, efter at forrige Aars
Stridigheder var bilagte.
Cand. jur. Thott-Hansen var af den Formening, at der burde