Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1967, Blaðsíða 127

103
dottir — Jon Clafsson, jfr. f. eks. Syslumannaæfir II 108-9. — De
to svogre må have truffet hinanden 1787, da B. H. foretog en
resultatløs rejse til København for at konsultere øjenlæger, men
de er ikke blevet dus.
Det som særlig interesserer i B. H.s svar er de oplysninger som
han giver om brugen af forskellige sjældne ord, gerne således at
der dannes sætninger hvori ordene forekommer. Det er ejendom-
meligt at disse selvlavede sætninger, som dog skal illustrere sam-
tidig sprogbrug, undertiden drejes i retning af sagastil: der optræ-
der konger og vikinger (Misbioda), og en skikkja foræres som gave
(Veig). Når en tænkt person indføres, anvendes der gerne forældede
navne som Angantyr, Floki, Frosti, Hrani, Styrmir og Sorkvir.
Flere gange oplyses der om et ord at det stammer fra en litterær
kilde, men her er B. H.s angivelser meget unøjagtige, hvilket let
forklares ved hans tilstand, som han et par gange hentyder til
(Fyrna, Onnusta): han har husket fejl og ikke været i stand til at
foretage en kontrol. Dette fremgår flere steder af noterne nedenfor.
Ofte hedder det ubestemt om et ord at det stammer fra sagaer,
og det er da efterset i de ordbøger som indeholder sagaernes ord-
forråd, Fr(itzner) og Cl(easby); selv om resultatet i mange tilfælde
er negativt, er det ikke sikkert at B. H. altid har uret: han kan
have benyttet unge sagaer som ikke er ekscerperet i disse ordbøger,
og hvad de gamle sagaer angår, er det ikke udelukket at de sekun-
dære afskrifter som stod til hans rådighed kan have indeholdt ord
som ikke findes i de gængse udgaver.
En af B. H.s skavanker som leksikograf træder klart frem i hans
kommentarer, nemlig hans tendens til at hengive sig til etymologi-
ske spekulationer og lade dem influere på sine definitioner af orde-
nes betydning. Det er næppe nødvendigt at nævne at hans ety-
mologier hyppigt er forkerte eller ganske usikre. Undertiden er hans
bemærkninger af denne art nærmest uforståelige (se f. eks. Hrap'pur,
Oleifur).
De 15 folioblade som indeholder svarene på Jon Olafssons fore-
spørgsler er med temmelig tæt skrift; på det sidste blad er kun en
tredjedel af forsiden beskrevet. Teksten trykkes nedenfor. Skriften
er sjusket og retskrivningen uordentlig. Skriveren har haft kend-
skab til latin. Da bogstavformerne ofte er uklare (dette gælder
bl. a. i og i, -i og -e i endelser, s og 2 efter konsonant), og da stave-