Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1967, Blaðsíða 300

274
ok vill lyrer [ajujiguerø | 21 muti fara. Ok af allu saman eruidi er
hon joottiz hafa | 22 ok joeim mykla otta er hon hafdi [i] brioste
sier J)a vak[n]ar hon | 23 ok hellt hort J>a tueim hondum aa kertinu
Ejendommehg for fragmentets sprog er formen for inquit: »er
hann sagdi« (11-12, 15-16, 17-18), hvor man venter »sagdi hann«.
Om en lignende brug af »er« i eddadigte, ef. H. Gering, Vollstan-
diges Worterbuch sp. 220-21, Oetter und Heinzel, Sæmundar Edda
II p. 120 (Håvamål 91,2), ANE 12 p. 117 ff. (M. Nygaard, her be-
handles også eksempler fra prosa), ANE 14 p. 198 (Einnur Jonsson).
Dette j ærtegnsfragment må utvivlsomt være slutningen af en
variant til den Marialegende, der i Ungers udgave af Marlu Saga2
findes trykt i to versioner som nr. 63 og nr. XXIX. Version 1
trykkes p. 207-11 efter St (Sth perg. 4to nr. 11) med varianter
fra E (Sth perg. 4to nr. 1). Version 2 trykkes p. 1174-76, og da
begge de håndskrifter af legenden, der benyttes af Unger, er defekte,
er første del af legenden taget fra h (AM 240 fol, fragment VIII),
mens sidste del trykkes efter D2 (AM 635, 4to). Denne anden
version findes i endnu et håndskrift, nemlig AM 657a-b, 4to bl. 22r-v
(cf. Kålunds katalog II p. 69, hvor der dog fejlagtigt henvises til
udgaven p. 207-11). Legenden slutter nederst bl. 22v, og derefter
er der en lakune i håndskriftet; hvis legenden har sluttet identisk
med den trykte tekst, mangler det sidste ord: »Marie«, som da må
have stået på det følgende, nu tabte blad. Teksten i AM 657 er i
modsætning til h fuldt ud læselig. En sammenligning mellem de
tre håndskrifter, hvor en sådan kan foretages, viser, at de er meget
nært beslægtede.
Den her omtalte Marialegende findes i en mængde middelalder-
lige versioner både på latin og nationalsprogene. Ungers anden
version af legenden er rimeligvis en oversættelse af den Maria-
legende, der findes i Legenda Aurea C.37.2. Den følger ret nøje den
latinske tekst i Graesses udgave3, men synes at ligge lidt fjernere
2 C. R. Unger, Mariu Saga (Christiania 1871).
3 Legenda Aurea, ed. Th. Graesse (Leipzig 1846, 1850; tredie udgave Breslau
1890).