Fróðskaparrit - 01.01.1994, Síða 6

18
MIN GODE VEN JÓANNES f KRÓKI
og svigerinden Súsanna var lige kommet
ind i stuen for at servere nyheden i bygden
- kaffe - og noget bagværk. Anna Katrina
var nemlig altid sá gæstfri, nár folk kiggede
ind, det er de forresten kendt for at være i
Sandur! Men Anna Katrina og Súsanna sá
lamsláet af forbavselse pá mig, og jeg pá
dem. Og sá begyndte Súsanna at grine, og
det gjorde vi alle tre. Bagefter dækkede vi
bord og satte os ned og spiste godt af
kageme og nød den dyrebare kaffe. Sá tog
Susanna og fortalte om, hvad det var, som
fik Jóannes til at fare op, som han gjorde,
fordi hun vidste besked! Det var nemlig
det, at efter at Jóannes havde afleveret den
renskrevne kopi af samlingen til Hentze,
kom han hjem og smed kladdeme hen i
hjømet ved ildstedet, for at de kunne bmges
til at fá liv i ilden om morgenen. Og sá var
der intet tilbage af samlingen! Men hør nu!
Et par ár senere, da han var blevet op-
muntret til at lave en ny og mere omfat-
tende kvadsamling, mátte han bønfalde
folk pá det inderligste om at kvæde deres
kvad for ham om igen. Óli, broderen altsá,
var ganske vist den som havde kvædet
Grimmars kvæði til Hentzes samling, men
nu var han blevet meget sur pá Jóannes’
sjuskeri og lod ham i stikken. Det var
Súsanna selv, der havde reddet Jóannes ved
at kvæde Grimmars kvæði for, og det
kunne hun godt, fordi hun var kommet med
det fra Dalur, mens manden vistnok havde
lært det af hende og kvad det i dansen. Hele
affæren havde været yderst pinlig for den
ømskindede Jóannes, det kan I godt høre.
Da Jóannes begyndte pá det andet ind-
samlingsprojekt - det som fik navnet Sand-
oyarbók - var det mest, fordi han blev op-
fordret til det af revisoren hr. Jens David-
sen, sável som hr. Jákup Nolsøe, boghol-
deren og lillebror til den berømte Poul Nol-
søe. Til at begynde med var det for det
meste kun odelsbøndeme og husmændene i
bygden, som viste interesse og ville være
ham hjælpsom, og sá var der ganske vist
nogle andre udenfor bygden, som han fik
fat i, nár de var pá familiebesøg i nabolaget
eller noget lignende. Det var netop de
samme, som før havde hjulpet ham. Og han
var faktisk ked af, at de store kvæðakempur
i bygden ikke syntes at være særligt inter-
esserede i det, han lavede. Han havde det
nemlig med at tage sig al ting sá nær, men
det har jeg vistnok allerede sagt.
Men sá skete der noget! Pætur Lukkason
kom til Sandur i et eller andet ærinde og
skabte stor interesse ved at kvæde Sniolvs
kvæði, som han ellers plejede at kvæde
med syv tættir, men nu havde det fáet to nye
tættir lagt til - Stríðið í Hildardal og Risin
á Blálandi - og đem havde Pætur selv
digtet. Det vagte stor opsigt! Den anden
store begivenhed var, at Hans Johannessen
- han var bygdens dygtigste kvæðakempa -
han kom dagen efter og kvad Grímur á
Bretlandi (CCF 53) for Jóannes. Denne
Hans í Koytu havde nemlig mistet sin kone
for tretten máneder siden og havde lige
akkurat lagt sorgen bag sig! Og sá nogen-
lunde pá samme tidspunkt kom indkøbs-
báden tilbage fra handelsærinde i Havn, og
man fik at høre, at Jákup Nolsøe og Jens
Davidsen, som alle kendte som handlede i
Havn, og det gjorde alle dengang, de havde
vist stor interesse i Jóannes’ indsamlingsar-
bejde. De havde ovenikøbet opmuntret
bádsmændene til at være ham sá be-