Fróðskaparrit - 01.01.1994, Side 5

MIN GODE VEN JÓANNES í KRÓKI
17
undgá at give sladderen luft under vin-
gerne, og han var altid præsten meget tje-
nestevillig.
Jóannes gik ikke igang med det samme,
det havde han ikke kræfter til. Og det var
heller ikke skik og brug at danse vinteren
efter, at der døde nogle unge mennesker i
bygden. Det havde man selvfølgelig ikke
lyst til. Men efterhánden fik Jóannes sig
stablet pá benene, og han bad sin bror om at
kvæde Grimmars kvæði (CCF 51) for sig.
Det gik langsomt, fordi det er pá 224 vers.
Sá bad han et par venner og nogle af de
nærmeste náboer inderligt, om de ikke lige
ville sidde hos ham i stuen í Króki og
kvæde for. Det faldt ham ogsá ind selv at
meddele et kort kvad pá 50 vers - Trøllini í
Hornalondum (CCF 28) - som barndoms-
vennen Jákup og han havde kvædet for
nogle gange i dansen. Arbejdet gik lang-
somt fremad.
Naturligvis blev Hentze nervøs for, at
der ikke kom noget ud af det her, og sá
prøvede han at hjælpe lidt med arbejdet ved
at rykke i Jákup Nolsøe, handelsbogholde-
ren i Havn, og sá rykkede Jákup i Jens
Christian Djurhuus, ham de kalder kongs-
bonden við Sjógv, og pá den máde fik
Jóannes et par eller tre afskrifter forærende.
Den vordende samlings øjesten - Sniolvs
kvæði (CCF 91) i syv tættir - fik han
ganske uventet fra en tilfældig besøgende,
Pætur Lukkasson, fra Skálavík. Her nød
Jóannes godt af sin faders godhed, da
faderen havde været sysselmand og prø-
vede pá alle mulige máder at beskytte de
mindre velstillede for myndighederne. Pæ-
tur Lukkasson havde trængt stærkt til be-
skyttelse, skal jeg lige sige jer, og senere
viste Pætur sin taknemmelighed blandt an-
det ved at hjælpe Jóannes. Jóannes plejede
at sige til alle og enhver, at Pætur var en ge-
nial digter og at det var synd, det var gáet
ham, som det gik.
Jóannes skammer sig ikke over, at han
gik sá tilfældigt til værks med at samle
kvæder til Hentzes samling. Han kunne jo
næppe andet. Og af den grund blev samlin-
gen, som Hentze i 1819 náede at sende til
København med et af efterársskibene - no-
get broget med hensyn til indholdet. For ek-
sempel, det lykkedes overhovedet ikke
Jóannes - og det var han meget ked af - at
fá fat i noget af Sigurdsdigtningen, som den
store professor i København var mest inter-
esseret i. Og et kvad var slet ikke færøsk
(det var nemlig en dansk vise pá færøsk
sprog), og tre var slet ikke gamle - Gud-
brands kvæði og Sjóvarbondans Olavur
Trygvason og Leivur Øssursson.
Men er der noget, som Jóannes rigtig
skammer sig over. Det er der! Nu skal I
høre! Det var engang, jeg sad i stuen hos
ham og kiggede i Sandoyarbók, og jeg
mente, at jeg bare kunne finde fjorten af de
atten kvad som han havde indsamlet til
Hentzes samling. Og sá spurgte jeg ham i al
uskyldighed om, hvor de fire var blevet af.
Og sá fortsatte jeg med at spørge, eftersom
jeg var kommet godt pá gled, hvad sá med
teksten til Grimmars kvæði, hvor han har
angivet svigerinden Súsanna Olesdatter
som kilde, mens alle og enhver ved, at det
er broderen Oli, Súsannas mand, der plejer
at kvæde det i dansen? Ná, sá var det sket!
Jóannes sá bistert pá mig, smed pennen pá
bordet, og for rasende ud af huset uden at
tage huen pá\ Anna Katrina, konen altsá,