Fróðskaparrit - 01.01.1994, Qupperneq 26

38
OM A'VÆÐZ-DIKTINGEN PÁ FÆRØERNE I DET 19. ÁRHUNDRE
mottakelsen av færøyske kvæði i Tyskland.
Til slutt skal jeg ved hjelp av tekst fra Sand-
oyarbók pávise et problem ved resepsjonen
av en sagatekst og dens omplanting i bal-
ladeform.
I.
Jens Christian Svabo skriver i innledningen
til sine nedtegnelser av kvæði at det vel
kunne være bryet verdt á feste disse visene
til papiret: “Jeg syntes, da jeg, i Aarene
1781 og 1782, efter kongelig Befaling,
rejste i Færøe, at det vel var Umagen værdt
at optegne de gamle færøeske Kjæmpe-
sange og Rimer, og følgende Hefter ere en
Frugt af disse Tanker, der grundede sig der-
paa, at bemældte Sange, der aldrig no-
gensinde vare betroede Pennen, men
Hukommelsen alene, nu vare saa meget
fordærvede, at der om meget kort Tid for-
gjæves vilde spørges derom... Jeg troer, at
hvor ufuldkomne disse Kvæder nu befin-
des, og hvormange Spring og Huller i
Meningen, ja endog Urigtigheder, siden de
allene have været Hukommelsen betroede,
antreffes, saa burde de dog optegnes. Det
kunde maaske falde en ind at spørge: til
hvad Nytte at .optegne saa mangelhafte
Sange? Jeg svarer: naar en om 100 Aar,
eller kortere Tid ... vilde vide, hvordan
disse Sange have været, saa vil han med
Rimelighed neppe finde Spoer dertil, ifald
de nu ikke bleve optegnede, da de for
nærværende Tid synes at ligge, formedelst
Hukommelsens Utroeskab, i sidste Aande-
dræt.” (Matras, 1939: 3f.)
Ikke mindre skeptisk er Svabo nár det
gjelder danseskikkene. Han gir en kort be-
skrivelse av den færøyske dansen som først
og fremst brukes i bryllup og i julefeirin-
gen, men han føyer til at den færøyske
dansen gár sterkt tilbake, særlig i fornem-
me bryllup og pá fester i Tórshavn, og at
menuetter, polske, engelske, skotske, reel-
og contra-danser blir innført i stedet
(Svabo, 1959: 319). Den danske teolog Jør-
gen Landt (ca. 1753-1804), som var prest
pá den nordre delen av Streymoy fra 1791
til 1798 og bodde i Kvívík, berettet at folk
kom sammen til dans alle søn- og hel-
ligdagskvelder fra jul og til fastetiden, og at
det alltid gikk svært sømmelig for seg: “Ju-
ulen er og en Glædesfest for disse gode Øe-
boere; de forsamle sig da hver hellig- og
Søndags Aften indtil Fastelavn for at fornø-
je sig med Dands efter Sang af inden-
landske eller Peder Syvs Danske Kjempe-
viser, men uden Sviir og Drik eller Sæder
fordærvede Leege.” (Landt, 1965: 257).
Her var altsá dansen levende og ble ofte
oppført.
I rundt femti ár møter vi tilsynelatende
selvmotsigende utsagn. Den danske geolog
J. G. Forchhammer, som i 1820 ved hjelp
av et reisestipend hadde reist til England
med det formál á studere, og et ár etterpá
ogsá besøkte Færøyene, beretter om et
besøk i Sumba den 26. Juni 1821, der “P.
S.” (= Pastor Schrøter) arrangerte en dans
om kvelden. Denne dansen blir kort
beskrevet: “P. S. veranstaltete am Abend
einen Tanz, der ganz national ist. Alle
stellen sich in einen Kreis; ohne besondere
Anordnung stehen Mánner und Weiber in
einem Kreise, oft 3-4 Weiber zusammen.
Dann fángt einer an mit lauter Stimme eins
der alten Lieder zu singen und die anderen
fallen ein jenach dem die Reihe an sie