Árbók Hins íslenzka fornleifafélags - 01.01.1981, Side 148

152
ÁRBÓK FORNLEIFAFÉLAGSINS
fældt, men biskop Brynjólfur Sveinsson skaffede ham asyl pá ostlandet. —
Magnús Magnússon, der 1648-52 havde været i tjeneste hos den lærde, fra
statsomvæltningen kendte, kobenhavnske borgmester Hans Nansen27, skal
ogsá have efterladt en nu tabt lægebog om græs og planter.
To biskopbrodre fra sidste halvdel af 1600-tallet, Gísli Þorláksson (1631-84)
i Hólar28 og Þórður Þorláksson (1637-97) i Skálholt29 fik trykt de forste
islandske boger med medicinsk indhold: den forste, der 1651 havde forsvaret
en disputats, ,,De stellis fixis“ under anatomen Thomas Bartholin, lod i 1671
trykke „Enchiridion. Þad er Handbookarkorn, hafande jnne ad halda
calendarium“, indeholdende en del lægerád m.m. Bogen var skrevet af hans
broder Þórður, som udgav den i revideret skikkelse i Skálholt 1692
(Calendarium Perpetuum). De blev ofte kaldt henholdsvis ,,Gíslarím“ og
,,Þórðarrím“. Biskop Þórður havde i 1685 fáet overfort Hólar-trykkeriet til
Skálholt. — Yderligere to gejstlige, Jón Guðmundsson (1635-94) i Stærri
Árskógur30 og Jón Magnússon (1662-1738) i Hjarðarholt og fra 1734 i
Helgafell31, fungerer som læger. — Jón Guðmundssons medicinske
manuskript skal være brændt, mens den drikfældige men sprogkyndige Jón
Magnússons „Praxis medica’’ er bevaret og skal have fundet anvendelse hos
Islands forste landslæge Bjarni Pálsson i 1700-tallets midte, ligesom det
medicinske manuskript (JS 359,4'°) som lovrettemand Þorlákur Markússon
(1692-1736) i Sjávarborg32 efterlod hos konrektoren Jón Egilsson33 i Hólar,
hvor Bjarni var i 1740‘erne.
Ole Worm (1588-1654) var den forste professor der tog sig særlig varmt af
islandske studerende; han var blevet dr. med. i Basel 1611 og havde studeret
báde i Padua, Paris, London og Oxford. 1613 blev han professor i Koben-
havn, forst i græsk, sá 1621 i fysik og endelig 1624 i medicin. Han opretter sit
fortræffelige museum i St. Kannikestræde og skriver lærde værker om
runerne (1636), guldhornene (1639), Danicorum monumentorum libri sex
(1643-51), om narhvalen, om geirfuglen og medicinsk: „Institutionum
medicarum syntagma“ (Hafniæ 1636-40), samt „Controversiarum
medicarum exercitatio 1-XVIII“ (Hafniæ 1624-52)34.
Kemiprofessoren Oluf Borch35 (1626-90) tog sig særligt af naturvidenskabe-
ligt interesserede islændinge, som Þorkell Arngrimsson36 (1629-77), der efter
udenlandsrejsen af den danske konge sendtes til Norge og Island for at
undersoge metalgruber, Snæbjörn Björnsson37 (1648-1706), der endte i
Tjaldanes i Saurbær, og Þórður Vídalín38, en son af Þorkell Arngrímsson (ca.
1661-1742). Þorkell fik aldrig fuldfort det ham af kongen pálagte arbejde med
en naturhistorie over Island, men blev præst i Garðar 1658. Han skrev flere
afhandlinger, bl. a. „De alga saccharifera“ og om rosmarin i Thomas
Bartholins Acta Medica et Philosophica Hafniensia (1673: III: 165-66, 172-73,