Árbók Háskóla Íslands - 01.01.1973, Blaðsíða 112

110
Árbók Háskóla íslands
den trufne ordning skal anerkendes som
en fuldstændig og endelig afgórelse af alle
0nskemál fra islandsk side angáende
overgivelse af nationale islandske mindes-
mærker af enhver art i Danmark.
For os i Danmark gik der altsá 10 ár, f0r
vi kunne virkeligg0re traktatens bestem-
melser, men i dag er vi kommet til Is-
land — folketingsrepræsentanter og
regeringsmedlemmer — for som det f0rste
synlige bevis pá traktatens ikrafttræd-
en at overgive til Islands regering to af de
værdifuldeste hándskrifter: Flatpbogen og
Codex Regius af Eddadigtene.
Senere vil andre hándskrifter blive over-
f0rt i overensstemmelse med traktatens og
lovens bestemmelser. Det páhviler efter
loven det danske undervisningsministeri-
um at nedsætte et udvalg, bestáende af to
repræsentanter for Islands universitet og
to repræsentanter for Kpbenhavns uni-
versitet, til at gennemgá hándskrifter og
arkivalier i Den arnamagnæanske Stift-
else og g0re indstilling om, hvilke af disse
der skal overgives til Islands universitet.
Udvalget skal ligeledes gennemgá de
hándskrifter, der er i Det kgl. Biblioteks
besiddelse og g0re indstilling om, hvilke af
disse der afgives til den islandske Arna-
magnæanske Stiftelse.
Undervisningsministeriet har den 1. ap-
ril taget skridt til nedsættelse af dette
udvalg, og det vil hurtigt kunne gá i gang
med sit arbejde, — men lad det være sagt,
for at ingen skal blive skuffet i sine for-
ventninger, at det vil tage sin tid som for-
udset og nævnt i traktaten.
Et stort arbejde forestár, og det er den
danske regerings 0nske, at det má blive et
nyt led i det gode samarbejde mellem
Island og Danmark.
Undervisningsminister Gylfi Gíslason
fremdrog i sin tale ved ratifikationen i
K0benhavn de berdmte ord fra Hávamál
om, „at være sin vens ven“. Jeg g0r dem til
mine her i dag.
Og lad mig have lov at f0je endnu nogle
bemærkninger til.
Flat0bogen kom til K0benhavn i 1656,
Codex Regius i 1662, begge blev skænket
til Frederik den 3., den fdrste danske ene-
voldskonge. Det lá i enevældens politiske
system, at rigets storhed skulle samles om
den enevældige konge i hans residens
Kpbenhavn. Mange flere hándskrifter fra
Island fulgte efter til monarkiets hoved-
stad, og de blev bevaret der.
Centraliseringen var det naturlige og
rigtige efter datidens opfattelse.
Det 19. og 20. árhundrede har hyldet en
anden politisk idé, ikke centraliseringer,
men det modsatte gennem anerkendelsen
af national og folkelig ret og selvstæn-
dighed.
Det er denne det 20. árhundredes bæ-
rende politiske idé, som vi i dag virkeliggdr
i forhold til Islands 0nske om hándskrifter-
nes udlevering. Dermed afsluttes endeligt
lange drdftelser — og afsluttes pá tidssva-
rende máde.
De nordiske lande er som stater splittet
op i mindre enheder end i enevældens tid,
men vi har langt bedre forbindelse med
hinanden end dengang og forstár hinanden
langt bedre.
Og sá er da Codex Regius’s og Flatpbog-
ens mere end 300-árige udlændighed forbi
og de leveres tilbage til Island for at blive
opbevaret, hvor de er blevet til.
Hándskrifterne fár Island igen, men der-
es kulturværdier bliver Island ikke ene om-
Sá værdifuld en kulturel indsats 0vede