Tímarit Máls og menningar - 01.05.1982, Blaðsíða 109

Ævintýr í Moskvu
ikke var alene — han havde sin Istvolstchik; at han var Islænder; at han
havde i Sinde at skrive et Digt om Rusland — „naar jeg nu har set det“; og at
det iovrigt var idiotisk at sidde her og lade sig kvæle i Tobaksrog.")
Símon kaupir tvær vodkaflöskur, stingur annarri í eigin frakkavasa,
gefur eklinum hina og enn er ekið kringum Kreml, hring eftir hring.
Undir morgun ekur kúskurinn með Símon Pétursson heim til sín.
Gömul kona hans hitar þeim te og svo vekur hún Terese:
Terese — saadan kan kun en ung Kvinde hedde, tænkte Símon. Og skont
han nu sad indendors, var det som om Maanen og Stjernerne atter fik Glans
og begyndte at skinne. Nattens Dybde, som Dagen alt saa smaat havde været
i Færd med at fortrænge, vendte tilbage — vendte susende af Morke og vag
Mildhed tilbage. Terese! Hvilket Navn!. . .
Og hvilken Kvinde. . . For Terese, som lod til at bebo Værelset ved Siden
af, kom. Forst i Nattroje. Dog da hun havde hilst paa Símon og set lidt paa
ham — gik hun igen. Hun gik? Símon blev helt bange om Hjertet. Men saa
ond er ikke Kvinden. Det varede kun et Ojeblik, saa kom Terese tilbage;
fuld paaklædt. Og hvilken Terese. . . Slank og fast i Formen, og med graa
0jne; vistnok en Slags graa 0jne? Disse 0jne — dem sank Símon til Bunds i
og der blev han.12)
Eftir tedrykkju hjá eklinum er kominn bjartur dagur og Terese slæst í
förina kringum Kreml:
Mere end til een Rundtur havde Terese ikke Tid — paa Slaget 9 satte de
hende af ved hendes Bank. De stod lidt paa Fortovet, skont hun allerede var
et Par Minutter for sent paa Færde, stod der, Terese og denne Símon, og
skulde aldrig se hinanden mere. Han vidste ikke, om han turde kysse hende
paa Haanden; men saa gjorde han det. Da gik hun brat. Men hun vendte sig i
Doren. Stod et Nu og vinkede til ham. . . Var borte.13)
Síðan fór Símon Pétursson heim á hótelið:
Oppe ved Frokostbordet traf Símon kun Jeppesen, en af Danskerne —
enten de andre nu ikke var kommet eller de var gaaet igen.
„Hvor har De dog været henne hele Natten, Hr. Pjetursson?“ spurgte
Jeppesen — udsovet og oplagt til en Morgensnak.
Símon lod sig synke ned paa en Stol, stottede Hovedet i Hænderne — han
var med eet saa træt. „Rundt om Kreml,“ svarede han — grodet. Og henfaldt i
Tanker. „Og det vil jeg sige Dem, Hr. Jeppesen — naar jeg nu faar sovet ud
og vaagner igen, vil jeg blive meget glad; og meget bedrovet. . .“ Dette med
Kreml og Maanen — og Terese. . . Nej, han maatte sove; for kunde han
ikke hitte ud af det. Digtet -— det laa færdigt derinde.
227