Studia Islandica - 01.06.1975, Side 16
14
ur móður sína af svefni dauðans, sem minnir á töfrasöngva
Hávamála eða atriði úr Baldursdraumum. Einnig kemur
fyrir samtal við dyravörð — er það í Jötunheimum, eða
hvar er það? — og það samtal minnir á Vafþrúðnismál,
og fjalla þessi kvæði um efni, sem líkjast nokkuð svo hinni
fomu goðafræði. Þau minni og það bergmál, sem fljótt á
btið virðist sprottið úr goðafræðinni, varð fyrst til að vekja
athygli rannsakanda.
Eitt er sérkennilegt um þessi tvö kvæði, Grógaldur og
Fjölsvinnsmál: Þau segja hvort um sig sinn hluta sömu
sögu, en á milli þeirra er líkt og eyða væri. Þetta var mönn-
um ekki ljóst fyrr en um miðja síðastliðna öld, en síðan
eru menn það betur settir, að þeir geta reynt að brúa eyð-
una frá báðum hliðum.
Grógaldur er samtalskvæði, ort með ljóðahætti. 1 því er
vandlega gætt bæði einingar staðar og stundar. Persónur
samtalsins em tvær: móðir og sonur; aðrir, sem koma við
sögu þeirra, koma fram í samtahnu. Sonurinn vekur móð-
ur sína upp og minnir hana á, að hún hafi leyft honum,
ef þörf væri, að koma til kumbladysjar hennar og spyrja
hana ráða. Hún svarar:
„Hvat er nú annt
mínmn eingasyni,
hverju ertu nú bölvi borinn,
er þú þá móður kallar,
er til moldar er komin
ok ór ljóðheimum liðin.“
Sonuriim svarar, og kemur nú fram fyrsta villan í textan-
um, en hún hefur verið leiðrétt á sannfærandi hátt af þeim
Svend Grandtvig og Sophusi Bugge:
„Ljótu leikborði
skaut fyr mik hin lævísa kona,
sú er faðmaði minn föður: