Studia Islandica - 01.06.1975, Side 206
204
andi og frá líkum tima og þau þrjú, sem harm rannsakaði
vandlegast. Má því telja víst, að þessi tegund bragar hafi
verið í fullum blóma á Irlandi löngu fyrir daga Haralds
hárfagra.
Ég skal nú reyna að draga dæmin saman. Veigamestu
líkingar milli þeirra írsku og norrænu braga, sem nú hafa
verið rætt um, eru þessar:
1. atriði. Einkvæðu samstöfmmar í lok írsku hrynbundnu
kvæðanna svara til hinna svonefndu „stýfðu" lokaatkvæða
vísuorða hnepptra hátta.
2. atriði. Raðirnar fjórar í hnepptum háttum má auð-
veldlega skýra svo, að fyriimynd þeirra séu hrynbundnir
írskir bragir.
3. atriði. Að skoðun Cameys lenda risin stundum á
áherzlurýrum samstöfum; sama kemur fyrir í norræmnn
hnepptum háttum, en tíðkast ekki í fomgermönskum kveð-
skap.
Ég vona, að það, sem nú hefur verið sagt, varpi nokkru
ljósi yfir hneppta háttu, og sú einkennilega líking, sem er
með þeim og írskum hrynbundnum háttum, geti ekki verið
tilviljun einber. Hér hygg ég, að rétt sé að nota orðið
„áhrif“, og þau áhrif hafi átt sér stað snemma á vikinga-
öld. Sannast að segja em hnepptu hættimir ekki sérlega
norrænir á svip. En á hinn bóginn er vitaskuld munur í
öðrum efnum en nú hefur mest verið um rætt. Vikið var
þó að hljóðstafsetningu, sem er töluvert frábmgðin í kveð-
skap beggja þjóða; farið er sparlega með hana í norrænu,
en hún er þar bragarnauðsyn; en þegar sleppir af elzta
írska kveðskapnum -—■ sem lika er frábmgðinn hinum nor-
ræna að hljóðstafsetningu — þá verður hún að brag-
skrauti, en er ekki lengur nauðsyn. En vitaskuld er
hljóðstafsetningin með germönskum þjóðum fyrir löngu
orðin óhjákvæmileg og mótuð í fast form, þegar norrænir
menn komu til Irlands á víkingaöld. Og allt bendir á, að
hendingaskipun sé fullmótuð á Norðurlöndum, áður en farið