Fróðskaparrit - 01.01.1964, Side 196

204
St. Anna i islandsk senmiddelalder
i Bethlehem, faller sterkere lys over dem som stár omkring,
først og fremst pá Maria, som selvforglemmende elsket
frelseren og led med ham som ingen anden« (Fredrik
Paasche), og andagten til Vor Frue kom til at præge
Vesterledens fromhed, kunst og litteratur i de sidste aar»
hundreder af middelalderen med en voldsom styrke. Blandt
de mange vidnesbyrd rager de norrøne samlinger af Maria*
jærtegn op. De største af dem stammer fra et aarhundrede,
som ellers ikke anses for mærkeligt i den norrøne littera*
turs historie — det femtende, og udmærker sig ved at være
større i omfang end nogen anden bevaret samling paa et
europæisk folkesprog (Ole Widding). Men interessen for
den hellige familje standsede ikke ved Maria, ogsaa hendes
forældre og fremfor alt hendes mor Anna fik en plads i
andagten.
Allerede i oldkirken ærede man Herrens mormor, men
først som følge af den ovenfor groft skitserede udvikling
fik Anna^andagten sit vældige opsving indenfor den latin*
ske kirke i det femtende aarhundrede og i de første aar
af det sekstende indtil reformationen. Overalt kendte man
andagten til St. Anna selvtredje, og ofte var der knyttet
en betydelig aflad til denne andagt. I kunsten skildrede
man Jesusbarnet og hans hellige mor og mormor, og der
blev digtet rimofficier, sekvenser og andre digte til Annas
ære. Hvad de gamle apokryfer om Maria (Pseudo=Matthæus
m. fl.) vidste at fortælle om Anna og hendes liv blev
fundet frem og suppleret ved ihærdige studier og den
religiøse fantasis hjælp. I senmiddelalderen var den korte
legende, som man kunde finde den for eksempel hos Ja*
cobus de Voragine i Legenda aurea, blevet stadset op med
indskud og vedføjede jærtegn og udbredt i afskrifter paa
latin og oversat til folkesprogene.
Et af de lande i Europa, hvor andagten til Anna var
mest udbredt, var Tyskland, og herfra kunde den brede
sig til Norden, der som bekendt i tiden op mod refor*
mationen af politiske og økonomiske grunde var tæt knyttet