Fróðskaparrit - 01.01.1964, Síða 243
Kring J. H. Schroters omsetjing av MatteusÆvangeliet, 1823 251
byggja eit skriftmál pá eit talemál som var sundskilt i mál*
fóre. Det opphavelege fóreordet lyder:
Forerindring til Danske Læsere!
«Oversætteren anseer det færoiske Sprog at bestaae af 2de Hoved
Dialecter, hvilke Indbyggerne selv adskille med Benævnelsen af Noran
Maali og Sunnan Maali. Af disse er Noran Maali mærkeligen liigere
med det ældste Islandske, saavel i Sprogets Organisation, som formos
dentlig ogsaa i Udtale. Dets Særkiende er: at det bruger vijd som per=
sonligt Stedord i Totallet, og vear i Fleertallet, samt i Fleertallet af
Giernings Ordene Endelserne um, un og a, saasom vear lesum, tear
lesun, tei lesa. Ogsaa udtales en deel Ord forskiælligt fra andre Dia»
lecter som faa, s/áa for faaa, slaaa. Denne Dialect tales reenest paa den
nordostlige Deel af Stomoen og af Osteroen samt endeel af Norder*
oerne. Udtalen i denne Dialect falder i det stræbende og langtrukne,
ligesom Beboernes Carakteer ogsaa synes meere gravitætisk.
Den anden Hoved Dialect adskiller ikke Totallet fra Fleertallet og
bruge[r] Endelsen a i alle 3 Personer i Fleertallet af Giærnings»Ordene
saasom viid lesa, tiid lesa, tei lesa. Som en Under Dialect adskiller den
Suderóeske sig ved Fleertallets personlige Stedord ogur, saasom ogur
snakka ogra Maal; vi tale vort Sprog, og tillige ved en anden Form
af visse fremmede Ord saasom Proupheti og Prouphetin hvilket i den
nordlige Dialect bruges Proupheta og Prouphetan.
Præpositionen til bruges i den sydlige med Hensyns Formen, saasom
til fes og til tea. Endeel Talemaader ere ogsaa forskiællige i Dialecterne.
Saavidt det har været Oversætteren mueligt ere de anfórte i de An«
mærkninger, som fólge ethvert Capitel. Dog, forsaavidt Talemaaderne
i den Suderóiske Dialect troedes lignede Oldsproget, ere de fortriin-
ligen beholdte. Gandske at foreene disse Færóiske Almue Dialecter til
et Bogsprog, troer Oversætteren ej mueligt inden deres Omdannelse,
hvortil vilde udfordres fleere Menneske Aldre, og tillige unyttigt, da
det Danske Sprog i Aarhundreder har været det fælles Bogsprog for
de oplyste, hvorfor naar bestemtere Begreber om de Danske Ord kunde
udbredes ved Oversættelsen blandt de uoplyste, da er ogsaa den vig-
tigste Hensigt af samme opnaaet.
Aller meest afviiger Udtalen paa de forskiællige Oer fra hinanden,
den Sandóiske som syngende, den Suderóiske som hurtigt og meest liig
dcn Danske eller maaskee Angelsaxiske.
At indfóre Islandsk Orthographie vilde være til Hinder for Kund»
skabers Udbreedelse ved Danske Bóger. I fleere Aarhundreder ere
Danske Bogstaver og Stavelses Maade brugte, skiðndt med forskiælligt
Tonefald paa visse Oer, hvorfor ogsaa de Færóiske Oldtids Sange ere
skrevne med Danske Bogstaver og efter Dansk Stavelse Maade; saa