Fróðskaparrit - 01.01.1994, Síða 3

15
Min gode ven Jóannes í Króki
Skrivning til 1829 hos Hentze
Patricia Conroy
Det var et stort tab for mig, da Jóannes í
Króki døde i 1869! Han var den store sam-
ler af færøske kvad og jeg, eleven som
skulle lære noget af ham. Vi var blevet
gode venner i løbet af de fem og tyve ár, vi
havde kendt hinanden. Selvfølgelig gik
venskabet ikke altid lige glat. Men jeg tror,
det var mere min skyld end hans. Jeg var alt
for krævende - jeg krævede nemlig, at han
skulle være, som jeg ville, at han skulle
være. Men det var han ikke!
Jo, han havde sine særheder - hver gang
jeg henvendte mig til ham, sá sad han ved
bordet i glasstuen og var i gang med noget
skrivearbejde. Ville han ud pá en lille efter-
middagstur? Nej, det ville han ikke, han
mátte lige se at fá det, som lá foran ham,
skrevet færdig. Nej, ved I nu hvad, han sad
og lavede lister! Lister over hvor mange
fár, man havde, i Sandur og af hvilken
slags. Herre gud, han lavede lister over,
hvor mange fár man havde i Skálavík og
Húsavík og Dalur og Skarvanes og Skúv-
oy! Kan det ikke ogsá være lige meget! Og
sá var der listeme over det der skyds-
væsen, man havde dengang, over hvem der
havde været roer, og hvem der ikke havde
været det og hvomár og hvorledes, og hvad
vedjeg!
Ja, jeg tror nok, det var mere min skyld
end hans, at vi ikke altid var pá lige god fod
med hinanden. Jóannes í Króki var jo, som
han var! Men hvis man engang fik ham
udendørs, sá var det den der hue, han gik
med - den gamle mugne hue, han altid gik
med! Den var fedtet og havde et mistænke-
ligt, grønligt skær over sig. Ja, I kan tro,
hans kone skældte ud pá ham hver gang,
han tog den pá - hun mente, hun fik dárlig
omtale i bygden pá grund af den væmme-
lige hue. Hun havde det nemlig med at
blive irriteret pá ham. Ja, jeg forstod hende
godt!
Men han mente, at hvis huen blev vasket,
sá “mistede den sin varmekapacitet”! Ja,
han havde det med, at han var sart. Han for-
Fróðskaparrit 42. bók. 1994: 15-20