Fróðskaparrit - 01.01.1994, Qupperneq 4

16
MIN GODE VENJÓANNESí KRÓKI
talte gerne om sit dárlige helbred, om sine
mange sygdomme, at han flere gange var
lige pá dødens rand! Og sá fik man ogsá at
høre hans detaljerede beskrivelser af de
mange syner, han har fáet og drømmene om
himmeriget, indtil man var lige ved at ville
bane ham vejen hen til et andet sted! Han
troede nok, at det gjorde ham mere interes-
sant. Men jeg tror, at han havde fáet en
skræk i livet, da barndomsvennen, ham
fætteren, Jákup Joensen uttan við A, døde
af influenza vinteren 1817-1818, og Jóan-
nes selv blev meget syg. Han er faktisk al-
drig kommet over det - det er selvfølgelig
derfor, at han skaber sig med den hue, og at
han tyer til sengen, hver gang han nyser.
Ja, 1817, det Herrens ár! Bygden var lige
kommet pá fode efter den store snestorm i
1816, som stod pá i tre hele døgn. Tænk jer,
sneen lá pá jorden i store dynger til hen
imod midten af mai máned! Men i fjeldene
lá den da hele sommeren igennem, og der
døde omtrent to tredjedele af fárene. Tænk
jer! Gudskelov, plejede Jóannes at sige, nár
han fortalte om det, vrimlede det med sej i
Sandsbugten, og alle Guds børn fik allige-
vel nok at spise det ár pá Sandoy. Ja, men
som sagt var bygden lige kommet pá fode,
da man fik influenzaen i brudegave sidst i
november máned 1817 - Joen Mortensen,
ham kongsbonden í Trøðum, fejrede nem-
lig sit bryllup, og nogle gæster fra Hestoy
bragte sygdommen med sig. Der døde tre
unge mænd, men alle i bygden følte sig
ramt. Der var nogle, der mente, at Jóannes
ville være den fjerde, og det mente han
ogsá selv, men han kom sig alligevel, selv-
om han var skrøbelig i mange máneder og
ikke turde pátage sig ret meget. Han mente
i den selvbiografi, som han har skrevet til
sin “Visebog”, at han var syg i hele tre ár,
men det skal I ikke tage sá alvorligt - det
var kun den drevne hypokondrist, der talte.
Men at han ikke havde det godt i de efter-
følgende ár, det er vistnok sandt.
Efter eget sigende var Jóannes næppe
kravlet ud af sengen, da der kom bud fra
Danmark med et af forársskibene, at man
pludselig havde fattet interesse for de gam-
le færøske kvad, især dem som handlede
om Sjúrður og Brynhild og Høgni. Da
Hentze fik brevet fra den store professor i
København - Miiller hed han vist - var pa-
storen ivrig efter at efterkomme profes-
sorens ønske. Men det pinlige ved det hele
var, at han aldrig selv havde haft særlig in-
teresse for kvadene. Mens der var dans i
bygden, sá blev præsten hjemme i Todnesi
og læste latin eller forberedte sin søndags-
prædiken. Der var nogle i bygden, der var
af den mening, at det hang sammen med -
at han var latinglad og hjemmesiddende -
at han havde fáet sá mange bøm! Ná, folk
siger sá meget! Men dengang blev man no-
get ængstelig, hvis præsten fik mange bøm,
de mátte jo placeres!
Hentze kviede sig ganske vist en over-
gang, men sá henvendte han sig alligevel til
Jóannes, der stadigvæk var ret dárlig. Den
gang kom der nogle spidse bemærkninger i
bygden om, at præsten ikke kunde være det
bekendt, efter hans søn Johan Michael fik
sysselmandsstillingen fra Jóannes’ far og
degne-kaldet - det vil sige et fæste pá 6
mark kongsjord - fra Jóannes’ bror Ole.
Men det má siges, at Jóannes selv aldrig har
sagt noget om det, ikke engang til mig.
Tværtimod, han gjorde sig umage med at