Fróðskaparrit - 01.01.1994, Qupperneq 7

MIN GODE VEN JÓANNES í KRÓKI
19
hjælpelige med arbejdet, som de kunne.
Det gjorde stort indtryk, og man viste
Jóannes meget mere imødekommenhed
end før, ogsá kongsbøndeme i bygden. Og
sá kom der gang i indsamlingen!
Men der var i hvert fald en i bygden, som
ikke kom med i Sandoyarbókin, og det var
Hendrik Hansen á Heyggi, som boede i
nærheden af Jóannes í Króki og var kendt
som en dygtig sanger og kvæder. Jeg
spurgte mange gange Jóannes om, hvorfor
han ikke kom med, men Jóannes sagde ikke
noget. Men jeg blev bare ved! Var det fordi
Hendrik var nyflyttet til á Heyggi? At Hen-
drik og han ikke kendte hinanden særlig
godt? Eller at Jóannes ikke vidste, at Hen-
drik var god til at kvæde? Eller var det for-
di, at Hendrik blev gift med en kone fra
Havn, kunne det tænkes? Eller drak han?
Ikke et eneste ord fra Jóannes, ikke et muk.
Godt nok at Jóannes ikke sladrede, men det
her var for meget af det gode.
Der var engang, da vi, Jóannes og jeg,
rigtig kom op at skændes! Det var i 1824
om sommeren, og jeg var i Sandur pá besøg
og boede som sædvanligt hos Óli og Sú-
sanna í Króki, men Jóannes var lige flyttet
til út í Skála med Anna Katrina. Det var om
eftermiddagen, og vejret var godt, og sá tog
jeg en lille tur for at kigge ind hos Jóannes
og Anna Katrina i deres nye hjem. Jóannes
sad som sædvanlig inde i stuen med bunker
af kladder omkring sig pá bordet. Kisten,
som indeholdt kladdeme til hans vordende
store samling, stod áben, og der, Gud be-
vare mig vel, lá en høne og havde lige lagt
et æg! Hønen sagde “gokk gokk” og gik sin
vej lige forbi mig, hvor jeg stadigvæk stod
i dørábningen og mábede. Hønen anede
nok uvejr. Jóannes sad og skrev bare videre
pá en afskrift av Grímur á Bretlandi, som
Jákup Nolsøe í Havn skulle have.
Jeg havde længe tiet om, hvor meget det
var mig imod, at der var kommet sádan uor-
den i samlingen. Det var ikke alene det, at
jeg adskillige gange før havde fundet
hønsefjer blandt kladdeme og nu et æg.
Nej, det var, at Jóannes ofte selv rodede i
kisten for at vise en besøgende et eller an-
det i samlingen. Hvis han ikke kunde finde
det, han ledte efter med det samme, sá smed
han med kladdeme til højre og venstre.
Ustabile bunker vaklede, og de dyrebare
kladder fik en tur ned pá gulvet. Og hvad
der var værre, der var engang kommet en,
som ville have en af optegnelserne til láns
og lovede at aflevere den tilbage morgenen
efter. Men det var med nød og næppe, at
Jóannes overhovedet fik fat i den nogle
máneder senere.
Nej, Jóannes! Hvordan kan du være det
bekendt! Kladdeme, de ligger jo og flyder!
Det her er et stort rod! Og hønen, Jóannes,
hvad med hønen! Du er et stort rodehoved!
Han blev jo mildest talt fortømet og sagde,
at jeg ikke skulle komme anmassende og
blande mig i hans sager. Det var hans sam-
ling, og det var ham, der bestemte over den.
Men uvejret blæste over, og senere snak-
kede vi lidt om, at han egentlig burde kom-
me i gang med at renskrive kladderne og
indbinde dem. Der gik nogle ár, inden han
fik det gjort, men det var ogsá et stort arbej-
de, og han og konen fik ogsá bøm - fem
tror jeg nok - sá han havde meget andet,
som mátte passes.
Kvadbogen blev Jóannes’ stolthed. Det
skete ikke ofte, at folk, der var pá besøg i