Fróðskaparrit - 01.01.1994, Qupperneq 11

DEN FÆRØSKE BALLADEUDGAVE (FØROYA KVÆÐI) - VURDERING OG SUPPLERING 23
om, hvad det hándskrevne corpus skulle
bruges til. Allerede i 1872 skrev Grundtvig
nemlig til Den Hjelmstjeme-Rosencro-
neske Stiftelse, at corpuset skulle danne
“det først fomødne forarbejde og gmndlag”
for en kritisk udgave, og at der “aldrig vil
kunne blive tale om at udgive det in exten-
so.” Han fortsatte ved at forklare, hvad han
forstár ved en kritisk udgave:
Det vil ved udgivelsen altid være nødvendigt og
rigtigt at forkaste og forbigá meget af det opsamlede
materiale, sá vel hele textformatjoner som dele af sá-
danne, fordi de skonnes at være urigtig indløbne fra
andre overleveringer eller at være senere udvæxter
og nydannelser. Men da nu herved dog altid kan
begás misgreb, sá bliver det af vigtighed, [...] at det
umiddelbart overleverede grundlag bliver bevaret.
(CCF I, xix-xx; Chesnutt og Larsen, 1993: 184-85)
Synspunkteme her er ganske i overens-
stemmelse med den receptionsteoretiske
holdning, som prægede Grundtvigs folklo-
ristiske arbejde i det hele taget. Almueover-
leveringen af idag var kun et ekko af den
oprindelige middelalderdigtning; den mátte
nødvendigvis indeholde forvanskninger,
som det var forskningens opgave at fjeme
gennem restitutionsforsøg. Optegnelserne
fra levende folketradition havde med andre
ord ikke sá megen interesse som levende
kulturfænomener, de skulle snarere op-
bevares som empirisk garanti for restitu-
tionsarbejdets redelighed.
Allerede ved anlæggelsen af det hánd-
skrevne Corpus Carminum Færoensium
var Grundtvig og Bloch opmærksom pá, at
en række optegnelser var sekundære. Ek-
sempelvis vidste de godt, at det meste af
Napoleon Nolsøes store trebindsantologi
var afskrevet efter andre kendte hánd-
skrifter. I sádanne tilfælde nøjedes de med
at notere varianter, men i andre tilfælde ud-
skrev de hele tekster “for en sikkerheds
skyld,” selv om de tydeligt kunne se, at de
lá meget tæt op ad andre varianter af
samme vise. Fremgangsmáden kan forstás
ud fra Grundtvigs berømte opráb under den
danske ‘folkevisestrid’ i hans ungdom:
folkemindeforskeren var forpligtet til at
tage stilling til “alt hvad der er, og alt som
det er” i den foreliggende overlevering, for-
di man aldrig kunne vide hvomár en i
øvrigt stærkt forvansket tekst kunne op-
kaste et guldkom, en oprindelig læsemáde,
der var gáet tabt alle andre steder end netop
her. Men selv Grundtvig i Danmarks gam-
le Folkeviser tog højde for det uøko-
nomiske i en uforkortet gengivelse af alt
variantmateriale; meget nært beslægtede
tekster blev gmpperet sammen i redak-
tioner betegnet med store bogstaver, de
enkelte tekster inden for en redaktion blev
betegnet med smá bogstaver, og kun en
tekst udgivet som repræsentant for redak-
tionen, mens resten blev afrapporteret i
variantapparatet.
Det samme princip er antydet i Corpus
Carminum Færoensium, om hvilket Bloch
bemærker, at 142 eller over halvdelen af
kvadene fremtræder i mellem 2 og 13 “ind-
byrdes uafhængige eller dog mere af-
vigende” redaktioner (eller hvad Bloch selv
- lidt forvirrende for den modeme læser -
kalder “opskrifter”); af disse forskellige
redaktioner var der igen en lang række, fak-
tisk ca. 700, “mere eller mindre varierende
afskrifter.” Men han skynder sig at tilføje,
at det “angivne forhold imellem ‘op-
skrifter’ og . . . ‘afskrifter’ . . . tor kun