Fróðskaparrit - 01.01.1994, Síða 14

26 DEN FÆRØSKE BALLADEUDGAVE (FØROYA KVÆÐI) - VURDERING OG SUPPLERING
lyst fortjener at blive selvstændigt udgivet.
Hvad vil det sá være fomuftigt at med-
tage i det supplement til de seks tekstbind,
som nu omsider er pá vej? Først og frem-
mest et hándskriftskatalog, der supplerer de
kryptiske kildehenvisninger i “hovedet” til
de enkelte viser og redaktioner. Kaj Larsen
og jeg har netop afsluttet udkastet til et sá-
dant katalog; afsnittet vedrørende de hánd-
skrifter, der befinder sig i København, er
allerede offentliggjort i præliminær form
(Chesnutt og Larsen, 1991; 1993: 123-74).
Vi tror pá, at vort kodikologiske arbejde
kan kaste nyt lys over de traditions- og op-
tegnelseshistoriske sammenhænge, som
teksteme indgár i. Hándskriftsbeskrivel-
seme vil under alle forhold tjene til at klar-
gøre for læseren af udgaven, hvilken kilde-
mæssig værdi de enkelte tekster har. Langt
fra alle er jo direkte nedskrifter fra “folkets
mund.”
Et andet væsentligt bidrag til placeringen
af teksteme i deres traditionssammenhæng
vil være en nærmere bestemmelse af hjem-
melsmænds, optegneres og afskriveres
identitet. Derfor regner vi med at udgive et
navneregister over alle disse personer, sá
vidt muligt forsynet med data om deres
leveár, føde- og opholdssteder, samt sociale
status. Her gár vi videre ad den vej, der blev
anvist af Patricia Conroy for nogle ár siden
i en vigtig artikel i Fróðskaparrit (Conroy,
1989). Det siger sig selv, at vi hertil vil føje
et register over de navne, der forekommer i
selve viseme, samt registre over titler,
førstelinier og omkvæd. Det vil være nær-
liggende ogsá at bringe en konkordans mel-
lem færøske og andre nordiske visetyper -
et arbejde som nemt kan udføres takket
være det store typekatalog over den skandi-
naviske middelalderballade, som blev
sammenstillet af Bengt R. Jonsson i sam-
arbejde med bl.a. færingen Mortan Nolsøe
og udkom i 1978 (TSB).
Det lille bind, som vi for tiden arbejder
pá, vil ikke fá noget, der ligner omfanget af
registerbindet til Danmarks gamle Folke-
viser, men det vil forhábentligt opfylde
stort set de samme behov hos viseinter-
esserede, hvad enten de nu er almindelige
læsere eller professionelle filologer og
folklorister. Selv betragter vi det som en
hyldest til Jørgen Bloch, som blev født for
155 ár siden, som interesserede sig aktivt
for færøsk sprog og digtning gennem det
meste af sit professionelle liv, og uden hvis
kolossale arbejdsindsats den færøske
viseoverlevering slet ikke var blevet kendt
i sin fulde udstrækning. Men det er natur-
ligvis ogsá en hyldest til færøske mænd og
kvinder som vor aktuelle jubilar, Jóannes í
Króki, og deres hengivenhed over for de
gamle sange. Nár vi tager ordene i
Clemensens selvbiografi i betragtning, kan
vi kun være glade for, at denne fromme
mand rent faktisk gad skrive sá meget
“unyttig[tj til Gudsfrygt, da det duer kun
unge folk til forlystelse udi dands og som
en villighed til det oldnordiske Selskabs
underretning” (Chesnutt og Larsen, 1993:
130). Vi kan med glæde konstatere, at
betydningen af Johannes Clemensens ar-
bejde efterhánden er blevet erkendt langt
ud over “det oldnordiske Selskabs” kreds.