Fróðskaparrit - 01.01.1994, Side 92

104
RIMURRECITATION
den udbredte læsekyndighed, der var i det
islandske samfund lige siden middelalde-
ren. Mindst en pá hver gárd kunne læse, og
var det ikke tilfældet, var der i hvert fald en,
der kunne pá nabogárden.
I det 18. og 19. árhundrede blev der ud-
givet et stort antal rímur-bøger. Kvæde-
manden kunne derfor recitere fra manu-
skript eller bog, men ofte kunne han hele rí-
mur udenad.
2. Den anden ting, der er helt specielt for rí-
murtraditionen, er den utrolige kunstfær-
dighed, der kendetegner udformningen af
den enkelte strofe. Rímur skal fortælle en
historie, men samtidig skal digter og
kvædemand indordne sig under et utal af
metriske regler indenfor det enkelte vers.
Der findes 22 hovedmetre, men allitera-
tionsmønsteret kan varieres i en sádan grad,
at der kan opregnes mere end 2000 forskel-
lige verseformer.
3. For det tredie: Melodiformen følger ikke
de enkelte tekster, men det bestemte me-
trum.
Man skifter altsá principielt melodi, hver
gang man tager fat pá et nyt metrum, og
synger alle mulige tekster pá samme melo-
di blot de er i samme metrum.
4. For det fjerde: Den extremt individuelle
frihed der herskerfor den musikalske frem-
førelse.
Enhver kvædemand kan recitere pá sin
máde, sá længe blot historien kommer or-
dentligt frem. Derfor er der pá sin vis lige
sá mange máder at recitere pá, som der er
kvædemænd, men pá den anden side kan
man udskille to máder at fremføre rímur-
teksteme pá eller máske snarere to yder-
punkter.
Det var noget jeg selv stærkt oplevede,
da jeg lavede bándoptagelser af kvædning i
1960-eme, men det er ogsá noget, man har
haft øre for tidligere.
Den islandske præst Bjami Thorsteins-
son organiserede i slutningen af sidste
árhundrede indsamlingen af et stort og
spændende kilde-materiale, der omfattede
mange genrer indenfor den traditionelle is-
landske musik. Han samlede ogsá selv bl.a.
melodier til rímur, (Kvædemelodier), og i
sin bog Islenzk fjóðlog fra 1906 kommer
han med nogle spændende iagttagelser og
betragtninger. Iagttagelser og betragtninger
der er specielt betydningsfulde, fordi de er
gjort pá et tidspunkt, hvor kvædetraditio-
nen stadig var i fuldt flor. Han skriver:
Kvædemelodieme er for nogles vedkommende
almene, kendes af mange og kvædes omtrent ens
mange steder.
Forskellige særlige kvædemænd har specielle
kvædemelodier, som de selv har opfundet og benyt-
ter kun denne melodi til det bestemte metmm.
I nogle tilfælde glemmes slige melodier og dør
ud sammen med ophavsmanden. Det er specielt til-
fældet hvis de kun findes af liden værdi. I andre til-
fælde lærer folket dem, hvis de anses for smukke. Sá
lever de videre som eftermæle om hin kvædemand.
De bliver pá den máde til almene melodier. F.eks.
Gunnar á Gautastodums melodi, Kristian Skálds
melodi eller Erlendur i Gardis melodi.
Andre kvædemelodier er blot skabt i nuet hos
den, der kvæder. Han har ikke en bestemt melodi i
tankeme nár han begynder, men former melodien
efter forgodtbefindende efterhánden, som han
kvæder, og det falder let for den vante og gode
kvædemand. Som regel gár det sáledes, at sádanne
melodier glemmes.