Andvari - 01.01.1913, Side 162
100
Aukið landnám.
komulagi er stutt að því, að löndin nemist í öðrum
nýlendum Englendinga.
Ef nýbýli eiga að geta risið upp hér á landi til
drátta, þurfa eigendur og umráðamenn stóru jarðanna
að leitast við að koma lipurlega fram og leggja
stund á að skipta stóru býlunum í tvö eða fleiri
sjálfstæð býli, og hafa nýbýlislönd á boðstólum. Og
endilega þyrfti að taka fyrir kverkarnar á þeirri frá-
leitu stefnu, sem bryddir á hér og þar í landinu, að
leggja smábýli í miðjum sveitum í eyði og undir
stóru jarðirnar, því að þar ræður eigingirni, sem er
þjóðfélaginu skaðleg, ef vel er að gáð.
Fáir hæla tvíbýlinu og margbýlinu, og er það
að vonum, jafn öfugt sem þeim búskap er háttað
venjulega hér á landi. Þar sem tvær eða íleiri fjöl-
skyldur búa í sömu liúsakynnum og hafa sam-
eiginlega notkun landsins, þá ber venjulega margt til
þess, að þetta er í mesta máta þvingandi og óhent-
ugt. Fyr 'er þetta ekki komið í gott horf en hver
fjölskylda hafi séríbúð fráskilda öðrum íbúðum, þótt
ekki sé nema með 50 m. millibili, og að hver bóndi
liafi sérumráð eða séreign á því landi, sem honum
ber, og helzt afgirt.
Enn fremur þarf löggjafar- og umboðsvald Iands-
ins að láta þetta mál til sin taka og styðja það eftir
megni. Þjóðfélaginu er skylt, og því er heldur ekki
um megn, að hlynna að því, að landið nemist til
fullnustu.
Fyrst og fremst þarf sú breyting að komast á,
að ónotað, óræktað land sé fáanlegt, þegar einliver
vill taka það til ræktunar og ábúðar, jafnvel, að það
sé á boðstólum endurgjaldslaust eða þá fyrir Htið vei’ð.